Mænds Skjøn, eller ogsaa skulde den Syge overgives til sine Frænders Forsorg. – Ogsaa hvis Tyendet var umyndigt, var Kontrakten gyldig; men Husbonden forudsættes her i G. L. at have overtaget hans Forsørgelse (jfr. ovf. S. 141); viste han en umyndig Dreng af sin Tjeneste, og denne derfor gik om og tiggede, var Husbonden brødig 3 Mark. – Disse Bestemmelser er atter optagne i M. L. VIII. 22, Chr. IV. L. ibid., hvor dog den Tid, hvori Husbonden skal forsørge sit syge Tyende, er forlænget til en halv Maaned. Derimod findes intet tilsvarende i B. L.
Efter Trællevæsenets ophør mod Slutn. af det 12te Aarh. sees Behovet for Arbejdsfolk at være stærkt tiltaget i Landdistrikterne. Allerede i en Retterbod af Haakon Haakonssøn (F. L. Indl. 20) forbydes det derfor Enhver, der ikke ejer mindst 3 Mark, at fare i Kjøbferder om Sommeren (fra Paaske til Mikkelsdag); men om Vinteren kunde Enhver fare som han vilde. Den Skipper, som tog Nogen, der ejede mindre, i Fællig med sig, forfaldt i en Bod af 6 Ører[1]. Dette gjentages i M. L. VIII. 23 og B. L. 22, her med Tillæg, at Gjaldkeren hver sommer skal ransage efter slige løse Handelskarle, «efterdi Kongen har Mistanke om, at Sysselmændene hjemme i Heredet tager Bestikkelser af dem, og at Bønderne saaledes mister sine Arbejdsfolk. Denne Bestemmelse skjærpes og gjentages idelig i Retterbøderne. I Rb. 9 Februar 1291 sættes der en Taxt for Tjenerlønnens størrelse paa Oplandene og befales, at alle arbejdsføre Folk skal tage Tjeneste, og Ingen skal under Bod af 1 Mark leje dem Hus at sidde paa egen Haand, hvilket gjentages i en Rb. af 1301, se gl. L. III. S. 11 Var. 12 – I Haakon VI. Magnussøns Rb. No. 114 Art. 13 forbydes det ligeledes Enhver i Heredet at have «Husmænd eller Huskvinder» (ɔ: Inderster) hos sig; men alle de, som ejer mindre end 12 Mark, skal tage Tjeneste for den sædvanlige Len. Rb. 8 Marts 1364 forbyder Enhver, Indlænding eller Udlænding,
- ↑ Þat er oss kunnigt, at af engu eyðist í einn meir ríki vart en af því, at eigi kann vinnumenn fá i heruðum, því at allir vilja nú í kaupferðir fara, en engi vinna fyrir bóndum.
