Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/314

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


4 Gange om Aaret, hvilken Bestemmelse gjentoges i 3–14–19. – Om Lejlændingens Forpligtelse til at frembringe Landskylden til Jorddrotten, hvilket af denne blev misbrugt til at lade Bonden fremføre den langvejs did, hvor Jorddrotten kunde faa solgt den, og vel ogsaa til at nøde Bonden til at medtage Andet, som Jorddrotten ønskede at sælge, – bestemte Reces 1557 Art. 7, at Bønderne ikke skulde være pligtige at føre sin Landskyld længer, end gammel Sædvane har været, hvilket gjentages i Rec. 15 September 1578 Art. 4 og i Fr. 15 Marts 1633 Art. 9 med det Tillæg, at, hvis største Parten af Landskylden bliver solgt, skal ikke Bønderne nødes til at fremføre en liden Rest, som er beholdt usolgt alene for derved at have Paaskud til at nøde Bonden til at medtage andre Ting, ligesaalidt som Bonden maa opholdes i Stæderne af den Aarsag, hvilken Bestemmelse er gjentagen i Reces 1643, 3–4 og derfra i 3–14–18.

I Henseende til Landskyldens Erlæggelse bestemte Chr. II. Fr. 29 Septbr. 1521 (Allens Hist. III. 2. S. 81–2), at Bønderne ikke skulde være pligtige at betale sin Landskyld i anden Mynt end fra gammel Tid brugeligt, og at Jorddrotten ikke maatte nøde dem til at give det Slags Penge, han helst vilde have. Rec. 1568 Art. 19 og 1578 Art. 8 foreskriver, at Landskylden skal erlægges med de i Jordebogen fastsatte Varer, og at Jorddrotten ikke maa tvinge Lejlændingen til at betale med Penge eller andre Varer end de bestemte. Bestemmelsen er gjentagen i Chr. IV. L. VI. 1, Fr. 29 Juli 1631 Art. 5 og 24 Oktober 1634 Art 7, dog her med det Tillæg, af der af Lensmændene og Biskopperne i Forening med Lagmændene skal sættes en Taxt paa de forskjellige Varer, efterdi det vel i gode Aaringer er lettere for Lejlændingen at yde Varer end rede Penge, men dog Misvæxt paa Kornet kan indtræffe og Fiskeriet slaa fejl, saa at Lejlændingen ikke kan tilvejebringe, hvad han burde at give. Efter dette skulde det følgelig være en Ret, men ingen Pligt for Lejlændingen at betale sin Landskyld med Penge istedetfor in natura. Ved Fr. 5 Februar 1685 § 2 bestemtes derimod, at der paa Kornet aarlig skulde sættes en Taxt i hvert Stift af Stiftamtmanden og Biskoppen.; en Mark Smør