Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/313

Men da der faktisk neppe nogensinde benyttedes andre Former uden i særegne Tilfælde, gik det let ind i Bevidstheden, at Bygsel i alle Fald var den eneste legale Form for Jordleje, og alle de Lovbud, som videre udgaves om dette Forhold sluttede sig naturlig til denne Form. Det var i Bygselforholdet at Lovgiveren lod det være sig magtpaaliggende at forebygge at Jorddrotten betyngede sin Lejlænding, navnlig at Fogderne og de adelige Tjenere misbrugte sin Stilling til at udsuge Bønderne. Og det var da især saadanne mindre Ydelser og Tjenester, som laa udenfor hvad enten Loven eller Kontrakt ligefrem indeholdt, men som ifølge gammel sædvane havde været præsterede, der nærmest blev Gjenstand for Lovgiverens Opmærksomhed. Ti efter at de stadige Ydelser (Landskyld og Tredjeaarstage) ved Loven selv var fixerede, var der netop gjennem Overdrivelse af hine mindre Præstationer en aaben Vej til i en ikke ringe Grad at forøge Bondens stadige Byrde. Her var det navnlig Arbejdspligten, som maatte frembyde sig, og som gav Anledning til gjentagne Klager ved Herredagene, uden at man dog saa sig istand til at afhjælpe dem (se saaledes Rec. 1578 Art. 6, 25 og 27, Kgbr. 15 August 1590, 8 Juli 1604, 20 Juni 1610), og som sees stundum at være omsat til en aarlig Ydelse. Herom, saavel som om det sædvanlige Paalæg at fodre enkelte Stykker Kvæg for Jorddrotten, bestemte tilsidst Fr. 15 Marts 1633 Art. 14 og 15, jfr. Rec. 1643, 3–15, Kilden til Fr. 5 Februar 1685 § 6, gjentagen i. 3–14–23, at Fornød og Pligtarbejde ikke maa paalægges nogen Bonde, uden hvor det udtrykkelig i Jordebogen er bestemt, eller fra Alders Tid har været Brug. – Allerede Chr. II. Fr. 29 Septbr. 1521 (Allens Hist. III. 2 S. 82) forbyder Jorddrotterne at misbruge sin Forkjøbsret til Bondens Produkter, og at tvinge Bønderne til at fare paa deres Skibe, og Reces 1539 Art. 7 bestemmer, at Jorddrotten ikke maa tvinge sin Lejlænding til at sejle med sig; men dog skal Lejlændingen være pligtig at skydse ham og hans Tjenere, jfr. Fr. 15 Marts 1633 Art. 9. Denne Skydspligt omtales ellers, saavidt vides, ikke før i Fr. 4 Marts 1685 og 5 Februar 1685 § 5, der indskrænkede den til 2–3 Mile ad Gangen 3 eller