Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/312

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

Kongens og Kirkens Ombudsmænd skulde ikke beskatte Nogen over Billighed.

Paa denne Maade stod Sagen altsaa lige fra Midten af 16de Aarh. til Lovbogens Tid saaledes, at Bygselen skulde være livsvarig og den aarlige Afgift (Landskylden) samt den 3-aarlige Kjendelse (Landboveitslen og Tredjeaarstagen) indskrænket til en vis lovbestemt Størrelse; hvorimod der i første Tage kunde tages saa meget, som Parterne kunde forenes om. Forbudet mod at forhøje eller formindske Landskylden uden efter 6 Mænds Skjøn gjentages oftere, saaledes i Reces 1557 Art. 3 og 5, 1565 Art. 8, 1568 Art. 19, stadfæstet 1574 § 5, Chr. IV. L. VI. 1 og Lovb. 3–14–14, Fr. 29 Juli 1631 Art. 5.

Idet Jordlejeforholdet saaledes for en væsenlig Grad var gaaet over fra et Parternes frie Raadighed overladt til et ved præceptoriske Lovbud ordnet Forhold, er det klart, at dette ogsaa i mange andre Retninger maatte paavirke Retsforholdet mellem Jorddrot og Lejlænding. Men da Forholdet intetsteds af Lovgivningen var blevet ordnet i sin Helhed overensstemmende med den nye synsmaade, maatte det tillige blive højst uklart, hvor vidt den nye Regels Virksomhed strakte sig. Selve Budet om Livsfæste kunde vistnok ikke være strengere at forstaa, end at Lejlændingen ikke maatte fordrives, naar Kontrakten var indgaaet paa den almindelige ubestemte Maade; hvorimod der vistnok ikke kunde være noget imod, at Parterne udtrykkelig vedtog, at Lejemaalet kun skulde vare en bestemt fastsat Tid, ligesaalidt som det kunde være Meningen, at Lejekontrakter om Jord absolut skulde være indgaaede i den ovenfor beskrevne Bygselform. Naar begge Parters virkelige Mening kun var in confesso, maatte vistnok i det mindste de private Jorddrotter med fuld Retsvirkning kunne indgaa Jordlejekontrakter paa hvilkensomhelst Maade, de fandt for godt; kun hvis de benyttede den almindelige Bygselform, var deres Retsforhold ved selve Loven bestemt: da maatte ikke Landskylden være enten højere eller lavere end fastsat; da maatte der ikke tages mere i Tredjeaarstage end en Daler af hvert Sk℔ Tunge, da maatte Lejlændingen og hans Enke ikke mod sin Vilje fordrives.