Kirker; heraf har den sednere saa vigtige kongelige Kapelgejstlighed sin Oprindelse.
I Forbindelse med Erkebiskop Sigurd Eindridessøn (1230–1252) omarbejdede Kong Haakon Frostatingslovens Kristenret (1244). Herved synes den saakaldte Sverres Kristenret at være lagt til Grund, og den omarbeidede Kristenret har vistnok faaet almindelig Anvendelse ogsaa i de øvrige Lagdømmer ved Siden af disses ældre særlige Kristenretter, jfr. Rb. 14 Septbr. 1327.[1] Samtidig hermed udgaves Anordninger om Ødegaardes og Rydningslees Skattepligt (F. L. Indl. 17–19) samt om uformuende Folks Pligt at tage fast Tjeneste, istedetfor at fare i Kjøbfærder (F. L. Indl. 20); Rettergangen lettedes ved Afskaffelsen af de gjentagne Domsætninger,[2] og Lagmændene gaves selvstændig Dommermyndighed (F. L. Indl. 15 og 16 jfr. X. 24): – Et nyt simplificeret Sagetal udarbejdedes af Lagmanden Bjarne Mardarsön.
Paa et Rigsmøde i Nidaros 1260 udgaves en ny Tronfølgelov, hvorved foreskreves Kongedømmets udelte Arvegang efter Førstefødselsretten og Ægtefødtes Fortrin for Uægtefødte (Hkb. Kap. 9 og 10).[3] Ligeledes udgaves en Retterbod om Drabssager og andre Ubödemaal, hvorved Bøderne til Kongen nedsattes til en Tredjedel (fra 40 Mark til 13 Mark og 8 Ørtuger), Retten til privat Hævn indskrænkedes, og under Fredløshedsstraf blev forbudt at hævne Drab paa andre end Drabsmanden selv (F. L. Indl. 1–13; Hkb. 15, 16, 17 og 20 jfr. M. L. IV. I og X. 1 m. fl.)
Med Lübeck sluttede Kong Haakon en Handelstraktat af 6 Oktbr 1250 (Dipl. Norv. V. No. 4). Dette var det første Skridt til den siden for Norge saa skjæbnesvangre Forbindelse med Hansestæderne.[4]
«Kong Haakon», siger hans Biograf, Sturla Thordssøn (Kap. 368), «lod i mange Dele bøde Lov og Landsret i
