Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/309

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

en Kjendelse udenfor Landskylden, og endvidere, at det 3aarlige Gjæsteri forudsættes at medføre en særskilt Fordel. Bestemmelsen gjentages siden i Rec. 1539 Art. 19, Rec. 1557 Art. 1 og Chr. IV L. VI. 1, hvorfra den er gaaet over i Lovb. 3–14–2.

I Rec. 1539 træffes endelig første Gang den mærkelige Forskrift, at Landskyld og Leding skal bestemmes ved 6 Mænds Skjøn i Forhold til Jordens Afkastning; altsaa var nu Parternes tidligere Frihed til at bestemme samme efter eget Tykke bortfaldt. At dette imidlertid ej kan betragtes som nogen ny Bestemmelse, er klart. Det er aabenbart, at Landskylden forlængst i Tidernes Løb havde fixeret sig som en fast og uforanderlig Grundbyrde paa Jorden, – ligesom Ledingen, der rettede sig derefter, og som jo ogsaa oprindelig havde været en aarlig vexlende Ydelse, men allerede i Rb. 14 Oktober 1312 viser sig at have antaget Karakteren af en fast Ydelse paa Landet, ligesom allerede ifølge B. L. III. 6 var Tilfældet i Byerne. Hvad Rec. 1539 har gjort, er altsaa blot at forbyde vilkaarlige Forrykkelser i dette Forhold. Men dette vidner tillige klart om, at en Indfæstningssum engang for alle nu maa have været almindelig, da den ubetydelige Landskyld nu ikke paa langt nær kunde være noget passende Vederlag for Jordens Brug. Alligevel kommer det gamle Forbud mod jarðar–mútur i M. L. VII. 7 og mod tilgjöf umfram landskyld i Rb. 1297–8 endnu nogle Gange tilsyne, men paa saadan Maade, at det tydelig sees, at Lovgiveren ikke ret forstaar, hvad derved menes, men betragter det som et Slags ubestemt Udsugelse af Lejlændingen. I Chr. II. Fr. 29 Septbr. 1521 (Allen, De 3 nord. Rigers Hist. III. 2 S. 83) forbydes Jorddrotterne «herefter at tage nogen Jordemuder af sine Jorder», og Rec. 1539 Art. 22 siger, at «om Jordemuder, som højlig beklages, da er og den Artikel Kgl. Maj. og menige jordejende Bønder og Mænd ganske anrørende. Som Norges Lov og formelder derom, at ingen Jord skal længer stedes end et Tagemaal, som er 3 Aar (jfr. M. L. VII. 1), derfor formanede Undersaatterne os at forfare hos Kgl. Maj. til det bedste paa begge Sider; forbydende baade Kgl. Maj. Embedsmænd og Andre, som den Jor-