Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/308

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Norv. VI. No. 238), der gjentager Bestemmelsen i Rb. 1297–8 om, at Parterne ved Jordbygsling kan bestemme vilkaarene ganske som de enes om, men udelader Forbudene mod Tilgave og Landboveitsle, der nu sandsynligvis var blevet hævdet Brug; medens den dog har beholdt Forbudet mod ulovlige Paalæg af Sysselmænd og Lensmænd. I Diplomerne findes forøvrigt neppe noget Exempel paa Bygselbreve, hvori en Indfæstningssum udtrykkelig er stipuleret; denne er vistnok altid erlagt kontant, og der tales i Brevene altid blot om Landskylden samt i Regelen tillige om Forpligtelse til at opføre visse Bygninger og foretage andre Forbedringer, men at Forholdet er forudsat at blive bestaaende, saa længe ikke særegne Omstændigheder medførte dets Ophævelse, forudsættes kjendelig. Dipl. Norv. IV. 881 siger udtrykkelig: for 3 Aar eller længere, hvis begge Parter derom forliges; Livsfæste. (alðrmáli á jørðu) betinges udtrykkelig i Dipl. Norv. V. 134 og 136; Fæste paa Mands, Kones og deres Børns Levetid i Dipl. Norv. V. 717 og 808, VI. 503; egentligt Arvefæste, Dipl Norv. V. 340.

Meget hyppig forekommer Sager angaaende uhjemlet Brug af fremmed Jord. Det synes her at være bedømt paa samme Maade, enten saa Brugeren aldeles ingen Hjemmel har haft paa Jorden, eller alene har forsømt at erlægge Landskylden, (se saaledes Dipl. Norv. II. 277 og 432 og 451; III. 387, IV. 343, 600, 613, 618, 878, V. 58, 86, 103, 161, 379, 387–9 o. fl.), ja selv om en Del af Landskylden var betalt; i begge Tilfælde tilpligtes Besidderen at betale saavel Erstatning for Afgrøden (lóðverð) som Landnam; dog synes den sidste undertiden at have bortfaldt, hvor Lejetagelsen var in confesso, hvilket idetmindste er Lovens Mening.

Ved Chr. II Fr. 7 August 1514 Art. 2 bestemmes det, at af flere Samejere «den, der ejer den største Part i Gaarden og bedste Mand er, skal raade for Bygselen alle Ejerne tilgode; men hvis Godvilje, Husebod, Aabodsfald deraf gaar, skal tilfalde alle Medejerne, efter hvers Part i Gaarden», og Art. 4 siger, at «Bønderne ej skal gjæstes af andre for Jordbygsel, end af bedste Mand». Her ser man kjendelig, at der ved Gaardenes Bortbygsling forudsættes at blive erlagt