Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/307

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


idet Egen-Interessen var stærkere end alle Forbud. Landskylden forblev uforandret, og Jorddrotterne tog, istedetfor at forhøje denne, efter som Jorden steg, en Indfæstningssum engang for alle ved Jordens Bortbygsling, ved hvilken Omvej de undgik den Forøgelse i Skat, som Landskyldens Forøgelse vilde medført. I hvilket Forhold denne Indfæstningssum stod til den aarlige Afgift, vides ikke; det naturlige skulde have været, at dens Størrelse havde ækvivaleret Differensen mellem Brugens sande Værdi i den legale Lejetid (3 Aar) og den faste Landskyld i samme Tid, saaledes at en fornyet Sum maatte blive at erlægge, hver Gang en Relokation fandt Sted. Men saaledes gik det vistnok ikke til i Virkeligheden. Den almindelige stiltiende Forudsætning, at Lejemaalet ikke vilde blive afbrudt, saa længe Lejlændingen ønskede at vedblive, medførte udentvivl, at den første Indfæstningssum bestemtes under Indtrykket af, at Fæstet skulde blive livsvarigt, og herpaa tyder ogsaa den cit. Rb. Art. 11, der under en modsat Forudsætning ikke vel kunde betegne de skyldige Gjæstebud, naar Jorddrotten drager om for at bortbygsle sine Gaarde, som en Udsugelse, og stille dem ved Siden af andre ulovlige Paalæg. – Men alligevel medførte denne faktiske Forudsætning ingen bindende juridisk Forpligtelse. Jorddrotten maatte ligefuldt være berettiget til ved Lejemaalets Udløb at drive Lejlændingen fra Jorden, eller til dog idetmindste at afkræve ham en ny «Tilgave» for at lade ham beholde denne. Og eftersom Misforholdet mellem Landskylden og den aarlige Brugsrets virkelige Værdi blev større og større, maatte Fristelsen for den egennyttige Jorddrot til at benytte sig af denne sin juridiske Ret stedse tiltage. Imidlertid maa det dog ogsaa mærkes: dels at Jordværdiens Stigen ikke foregaar hurtigt, saa at disse Tilgaver vistnok i Førstningen ikke kom til at udgjøre betydelige Beløb, dels at den almindelige opinion maatte rejse en væsenlig Hindring mod altfor store Misbrug fra Jorddrotternes Side.

I de ringe Levninger, som vi besidder af Lovgivningen fra det 14de og 15de Aarh., findes Lejlændingsvæsenet næsten aldeles ikke behandlet. Mærkes kan dog Haakon Magnussøn den yngres Rb. for Østerdalen af 22 Februar 1358 (Dipl.