Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/306

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

nogen Jorddrot forøger den sædvanlige Landskyld, skal ogsaa Kongens Leding forøges i samme Forhold. Heraf sees, at Landskylden allerede dengang havde en «sædvanlig» Størrelse, og tillige at denne var saa lav, at Lejlændingen fandt sin Regning ved at give Ombudsmanden Dusør for at faa Jorden lejet[1]. Ikke fuldt 25 Aar sednere erfarer man imidlertid, at Jorddrotterne selv tog Gaver af Lejlændingen ved Jordens Bortbygsling foruden den aarlige Landskyld, se Rb. 22 Juli 1297 og 2 April 1298 Art. 9 og 10, hvilket strengelig forbydes, medens det tillige gjentagende siges, at Jorddrotten kan tage saa meget i Landskyld, som han kan erholde. I samme Retterbods følgende Artikel tales der endvidere om, at Jorddrotterne eg deres Ombudsmænd krævede Gjæstebudshold af sine Lejlændinger som en Skyldighed, hvilket ligeledes misbilliges, og som tillige vidner om, at der i Virkeligheden ikke har været Tale om nogen fornyet Bygsling[2]. – Men det viser sig, at disse Forbud ikke lod sig overholde,

  1. Ef maðr tekr mútu fyrir konungs jarðir at byggja eða annarra manna, gjaldi aptr slíkt sem hann tók, ok gjaldi slík tvenn konungi. … En sá, er mútu gaf, gjaldi slíkt sem hann gaf til, ok sé skildr við ábúð jarðar. Nú byggir maðr dýrra en vandi hefir á verit, akti því framarr til leiðangrs ok landvarnar, sem leiga er meiri á løgð; sé annathvárt aukit fyrir báðum eptir því sem byggist, eða minki fyrir báðum.
  2. Um eignar byggingar viljum vér, at hverr ráði sinni jørðu ok byggi eptir því sem hann getr bezt í verð komit ok hvárrtveggja verða samsáttir á, hinn er jørðina á, ok sá er leigir. – En af því at almúginn kerir sik mjøk þvingadan af tilgjøfum um hríðir þeim, sem landsdróttinn eða þeirra umboðsmenn hafa á þá lagt, ok vér høfum í annan stað af þeim tilgjøfum nokkut svá verit prettaðir, fyrirbjóðum vér hverjum mønnum, í hverri stétt eða tigund sem hverr stendr, tilgjøf at taka eða krefja heðan af til nøkkurra eigna umfram landskyld ok ábúð slíka, sem þeim semir. – Fyrirbjóðum vér ok með sama hætti hverjum manni nøkkurar skyldu-veitslur at taka af landsetum sínum þess í millum er þeir fara at byggja eignir sínar, ok þó viljum vér, at þér takit þá með hofsemi, at þeir sem fyrir sitja verða eigi ofmjøk þungaðir af myklum kostnaði. – I Eilifs 3dje Statut 9 Juli 1320 (S. 264) forbydes det Præsterne saavel at betynge Lejlændingerne med for høj Landskyld (byggja til auðnar) som at bygsle for billigt til Skade for Eftermanden.