Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/305

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


nok saavel Jorddrot som Lejlænding Jorden som overladt den sidste for hans hele Levetid, forudsat at intet uforudseet Tilfælde maatte indtræde. Ved hvert Aaremaals Udløb foretog idetmindste de større Jorddrotter eller deres Ombudsmænd et Eftersyn af sine bortfæstede Ejendomme og undersøgte, hvorvidt Lejlændingen holdt Jorden og Husene i aabodsfri Stand m. m. Fandtes da alt i tilbørlig Orden, blev der vistnok aldrig Tale enten om nogen Opsigelse af Lejlændingen eller engang om nogen Forhøjelse af Afgiften, men Forholdet blev uforandret bestaaende. Ved disse 3aarlige Eftersyn sees det at have været Brug, at Lejlændingen modtog sin Jorddrot med et Gjæstebud (veitsla), hvilket efter gammel Skik gjærne ledsagedes med Gaver. – Indtraf det alligevel undertiden, at Jorddrotten enten aldeles ikke eller kun mod en uforholdsmæssig Forøgelse af Landskylden vilde lade Lejlændingen beholde Jorden længere, led denne derved dog ingen Uret. Han fik søge sig en ny Gaard paa fordelagtigere Betingelser, og han betalte ikke Afgift for længere Tid, end han beholdt Gaarden. At han skulde have foretaget betydelige Forbedringer, hvoraf det kunde være uretfærdigt at berøve ham Frugterne, var saavel efter Jordbrugets daværende Tilstand som efter den legale Lejemaalstids Korthed, lidet at regne paa. Med Hensyn til opdyrkning af Ødegaarde havdes nemlig særegne Regler (F. L. Indl. 18).

Men hele dette Forhold forandredes derved, at Ledingen i det 13de Aarh gik over til en Skat, der fordeltes paa de faste Ejendomme i Forhold til deres Landskyld. Til den naturlige Utilbøjelighed mod at forhøje den engang gjældende Lejeafgift kom nu tillige Hensynet til den økonomiske Fordel, idet enhver Forhøjelse kom til at drage en forholdsvis forøget Skat efter sig: Landskylden, der vistnok altid har været billig, kom saaledes under Jordværdiens stadige Stigen til at staa i et stedse større Misforhold til denne. Et Vidnesbyrd herom haves allerede i M. L. VII. 7, der sætter streng Straf for den Ombudsmand, som tager Bestikkelse (mútur) for at bortbygsle nogen Kongens eller anden Mands Jord, og i umiddelbar Forbindelse dermed siger, at, hvor