gerne paa Kronens og Adelens Avlsgaarde, og saadan Forpligtelse synes snart, under Indtrykket af den i Danmark gjældende Hoveripligt, at være bleven opfattet som noget, der fulgte af sig selv, uden at behøve udtrykkelig at vedtages, og efterhaanden at være bleven udvidet til en almindelig Forpligtelse til at forrette al den Tjeneste, som Jorddrotten overhoved tiltrængte, saasom Arbejde og Kjørsel for de kgl. Sagbrug, Transporter af Jorddrottens Produkter til næste Kjøbstad, Skydsbefordring, Fodring af Jorddrottens Kvæg m. v. I Løbet af 16de Aarh. findes jevnlig Klager over overdrevne Fordringer i disse Henseender, uden at dog Berettigelsen af Fordringen i sig selv drages i Tvivl. Og saa længe Lejlændingsforholdet var et frit Kontraktsforhold, hvorved ingen af Parterne behøvede at være bunden længere, end han selv dermed fandt sig tjent, var herimod heller ikke fra juridisk Standpunkt saa meget at indvende. Men Sagen var just, at Lejlændingsforholdet i det 16de Aarh. allerede for en væsenlig Del havde tabt sin forrige Frihed; idet det for Lejlændingen var blevet en Velfærdssag at faa beholde den engang bygslede Gaard, medens Jorddrotten paa sin Side ansaaes uberettiget til at fortrænge ham derfra mod hans Vilje. Og under dette Forhold, der havde udviklet sig ganske uvilkaarlig efter omstændighedernes Medfør, vil det sees, at Adgangen til at paalægge Bonden vilkaarlige Byrder maatte blive yderst trykkende.
Som tidligere antydet, var den gamle Regel, at Bygselkontrakten alene gjældte for 1 eller 3 Aar ad Gangen, vistnok aldrig i den virkelige Brug anderledes at forstaa, end at Forholdet efter denne Tids Forløb fra begge Sider kunde hæves. I Virkeligheden fandt vistnok saagodtsom altid en stiltiende relocatio Sted, saa at Forholdet fortsattes uforandret, saa længe ikke særegne Omstændigheder eller Misligheder fra nogen af siderne foranledigede dets Ophævelse. Allerede lige fra Kontraktens Indgaaelse af betragtede vist-
