Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/302

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

delen af Avlingen. Ligesaa indeholdes Forskrifter for det Tilfælde, at Lejlændingen havde anlagt Urtehave (hvanngarðr, laukagarðr), samt om hvad han var berettiget til at medtage af Gaardens Foderavling.

Den aarlige Lejeafgift (landsleiga, landskyld) svaredes i Naturalpræstationer. Den skulde erlægges til den i Overenskomsten bestemte Tid, efter F. L. og M. L. inden Sommermaal; i modsat Fald tilhørte Avlingen Jorddrotten (G. L. 72, F. L. XIII. 1, M. L. VII. 1). Ved Rb. 30 Marts 1307 blev Tiden for Landskyldens Erlæggelse for Vigen «overensstemmende med den ældre Borgartingslov» fastsat til Juleaften, og denne Bestemmelse er i Chr. IV. L. og derefter i Chr. V. L 3–14–16 ophøjet til almindelig Regel. Det var Lejlændingens Sag at sikre sig Beviset gjennem Vidner for at Landskylden var betalt. I Tilfælde af Tvist om Landskyld eller Aabod bestemmer F. L. XIII. 1[1] at Jorddrottens Paastand skal gjælde i 12 Maaneder efter Lejlændingens Fratrædelse, med mindre denne selv eller hans Arving med Vidner kan bevise det modsatte; saaledes at Jorddrotten med sin Ed kunde bekræfte, hvad ham tilkom, – og det samme gjaldt, hvis Lejlændingen blev fredløs, jfr. G. L. 80. Ifølge M. L. VII. 7 skulde derimod, hvis Lejlændingen døde eller blev fredløs, uden at der havdes Vidner paa, at Landskylden var betalt, og heller ikke Jorddrotten kunde bevise sin Paastand, Lejlændingens Enke eller Arving aflægge Ed paa, at det ikke er dem bekjendt, at Landskyld eller Aabod staar tilbage, og dermed skal Jorddrotten lade sig nøje[2].

  1. Landsdróttins saga skal standa um alla ábúð jarðar, nema leiglendingr reki aptr með vitni. Standa skal landsdróttins saga 12 mánaði frá því er hann ferr af jørðu, nema vitni hans, er á bjó, viti annat sannara. En ef maðr andast sá er á jørðu bjó, ok kallar landsdróttinn úlokit landskyld, þá njóti arfi hins dauða vitnis síns, at lokit er, ok svá um alla ábúð jarðar; en ef ekki er vitni til, þá sveri landsdróttinn til síns máls, ok svá ef landbúi var útlagr gerr.
  2. Ef hvárgi hefir vitni til, þá sveri arfi ok húsfreyja hins dauða, at eigi stendr landskyld eða ábúð svá eptir, at þau viti skil á. En ef þau sverja, hafi landsdróttinn svá búit, ok svá ef landbúi er í útlegð.