F. L. IX. 4 Skjødning var unødvendig ved Gave af Jord, er egentlig ingen Afvigelse fra denne Regel; ti hvorvel Skjødningen i sig indesluttede en symbolsk overleverelse, var det dog ikke som saadan, den havde sin retlige Betydning, og det har vistnok været anseet nødvendigt, at‘Modtageren paa en eller anden Maade tog Jorden i Besiddelse.
Om Kollisioner mellem Gave og Salg, saavelsom om Giverens Hjemmelspligt, indeholder de gamle Love ingen Forskrifter, uden for saa vidt det, som ovf. S. 98 omhandlet, paalægges Giftningsmanden behørigen at hjemle Brudgommen Brudens Hjemmegift.
At Gave lige saa vel som Salg af Jord var undergivet de af Odelsretten flydende Indskrænkninger, er en Selvfølge. Mærkes maa dog, at Odelsjord, der var skjænket som Hædersgave eller Drikkeløn af Kongen, eller som Barnefosterløn af hvem som helst, ifølge G. L. 270 jfr. 129 eo ipso blev Modtagerens Odel.
Det har i de ældre Tider, ligesom nu, ikke været usædvanligt, at gamle eller svagelige Folk har overdraget en Anden hvad de ejede eller en Del deraf, mod for sin Livstid sat forsørges i hans Hus (ganga á flet), ener at Nogen for en vis Betaling engang for alle overtog en svagelig eller trængende Persons Forsørgelse for en vis Tid eller for bestandig (forlag, at festa í vist, G. L. 70), se saaledes Dipl. Norv. II. No. 442 jfr. 466; V. No. 171, 298; VI. No. 584 og 622; VII. No. 732 o. fl. Saadanne Overenskomsters Gyldighed maatte naturligvis være afhængig af, at man ikke gik Arvingernes Ret for nær (jfr. saaledes Dipl. Norv. VII. No. 732), og sædvanligvis var det vel ogsaa netop en af de nærmeste Slægtninge, som paa denne Maade overtog Forsørgelsen. – Derimod synes det ikke at have været synderlig brugeligt i Norge, saaledes som i Sverige og Danmark plejede at ske[1] (Sk. L. II. 13–16; Vald. Sj. L. I. 21–24; Er. Sj. L. I. 38–41 og J. L. 1. 31 jfr. Lovb. 5–1–9 og 10), at
- ↑ Se Nordström, Svenska Samhälls-författningens Historia II. S. 156–7; Kolderup-Rosenvinge, Dansk Retshistorie I. S. 142–4 og Stemann, Dansk Retshistorie S. 301–5.
