Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/285

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Anvendelse af Ejendomshævd, at Besiddelse af Dele af Almenning i den sædvanlige Odelshævdstid gav fuld Adkomst (G. L. 271 og F. L. XIV. 7). Thi her er der ikke Tale om at overføre Ejendom fra den Ene til den Anden, men om at inddrage under den private Ejendoms-Sfære et Grundstykke, som hidtil ikke har været indbefattet derunder; den indtrædende Retserhvervelse er saaledes i sit Væsen ganske sideordnet den egentlige Odelserhvervelse, og den Mangel ved Adkomsten, som ved Besiddelsestidens Længde skal afhjælpes, bestaar ikke i nogen Andens ældre og bedre Ret, men alene i Forsømmelsen af at erhverve den til Okkupationen fornødne kongelige Tilladelse. Jfr. M. L. VII. 61, Chr. IV. L. ibid., Lovb. 3–12–2, hvis fra 5–5–3 forskjellige Hævdstermin herigjennem finder sin Forklaring.

Den eneste sande Anvendelse af Hævdsinstitutet i vore gamle Love er den, uden Tvivl fra den kanoniske Ret indkomne Bestemmelse i F. L. XIV. 3, at Kirken erhverver Ejendom ved 30 Aars Besiddelse; hvorimod Kirken omvendt ikke kan tabe sin Ejendom ved nogen Præskription[1]. – Ligeledes fastsætter F. L. XIII. 10 en Erhvervelse af Servitut gjennem Hævd, nemlig Ret til Vej og til Landingssted paa anden Mands Grund ved 10 Aars Benyttelse. Ingen af disse Bestemmelser er kommet over i M. L.

De her gjennemgaaede Bestemmelser i de gamle Love hviler vistnok alle paa den selvsamme Grundtanke om Tidens befæstende Magt som Hævdsinstitutionen; men ligesom de, paa nogle enkelte nær, blot anordner en Præskription og ingen akkvisitiv Hævd, saaledes er selv de faa Tilfælde af en virkelig Retserhvervelse, der forekommer, alene med Undtagelse af de citerede F. L. XIV. 3 og XIII. 10, i selve Begrebet forskjellige fra den sande Hævd. Betragter man disse enkelte Tilfælde noget nærmere, vil det vise sig, at de alle indskrænker sig til at regulere Naboforholdene og be-

  1. Eigi skal kirkju týna eign sinni fyrir fyrnsku saker eða af vangætslu kennimanns eða af ágirnd umboðsmanns. En þat verðr kirkju at óðali, ef hon hefir átt 30 vetra; en þat vitni beri henni kirkjusóknar-menn. Jfr. c. 8 C. 16 qv. 3; c. 3 X. de præscr. (2. 26).