Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/280

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


paa Feudalforholdet hvilende Regel om Danefæ (Eriks Sjæll. L. III. 69, J. L. II. 113), Kongen alt det Gods som fandtes i Jorden; men denne Anordning ophævedes igjen for Gulatingslagens Vedkommende af Magnus den Gode (G. L. 148), der tillagde Grundejeren, hvad der fandtes i hans Jord. For Frostatingslagens Vedkommende blev den derimod ophævet ved Magnus Barfods Sønners Rb. i F. L. XVI. 1, hvor jordgravet Gods, ligesom andre Fund, tillægges Finderen, idet Grundejeren alene tilkjendes Landnam, hvis Gravningen er foregaaet uden hans Tilladelse[1]. At imidlertid den oprindelige Regel ogsaa i Thrøndelagen har været, at jordgravet Gods tilhørte Jordens Ejer, synes at fremgaa af Beretningen i Harald Haardraades Saga Kap. 58 og 59 om Tvisten mellem Kongen og Einar Thambarskelver. – Ved M. L. VI. 16 blev Regelen saaledes forandret, at Finderen, Odelsmanden til Jorden og Kongen tillagdes hver en Tredjepart af Fundet. Underslog Finderen Tingen, tabte han sin Lod, og Fundet deltes mellem Odelsmanden og Kongen. Var der ingen odelsmand til Jorden, traadte Ejeren i hans Sted; fandt Ejeren selv en Skat i sin Jord, tilfaldt ham, hvis han var odelsmand til Jorden, de 2 Tredjedele, og hvis han var Kjøblending, Halvparten, og Kongen resp. ⅓ eller ½. Af Gods, som fandtes i Almenning, tilfaldt Kongen ⅔ og Finderen ⅓. Opgrov Nogen ulovlig anden Mands Jord, for at finde Skatte, skulde han udlevere det Fundne til Grundejeren, og derhos bøde Landnam og Jordspilde. – Disse Bestemmelser er igjennem Chr. IV. L. V. 11 ordlydende gaaede over i Lovb. 5–9–3 til 7.

c) Vrag, som fandtes flydende paa Søen, betragtedes efter G. L. 144 som Hittegods og tilfaldt saaledes Finderen; var der Flere ombord, deltes det lige mellem dem. Vrag, som

  1. G. L. 148: þat fé skal hverr hafa, er í sinni jørðu finnr, þó at annarr upp grafi. – F. L. XVI. 1: Jardfólgit fé á sá er finnr, en landsdróttinn landnám af þeim, er gróf at úleyfi hans. – Jfr. FmS. Haralds hárdr. S. Kap. 59, hvor Kongen siger: þat eru landsløg, at konungr eignist fé þat, er í jørðu finnst. – Se og Munchs Hist. I. 2. S. 817 og II. S. 246–7.