Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/279

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Bestemmelse i G. L. 314, jfr. M. L. III. 16, at, naar Mænd sætter efter Røvere, der har plyndret i Landet, og de maa bruge Vaaben for at komme til det røvede Gods (rjóða odd eða egg til þess fjár), da skal de, som erobrer Godset tilbage selv beholde det; men hvis det røvede Gods tages tilbage uden Anvendelse af Vaabenmagt skal dets oprindelige Ejer have det igjen.

De enkelte Arter af Bemægtigelse, hvorom Lovene indeholder udtrykkelige Forskrifter, er, foruden de nys gjennemgaaede Bestemmelser om Fund af døde Land- og Sødyr, – følgende:

a) Hittegods (fynd) tilfaldt Finderen hvis ikke Ejeren indfandt sig og beviste sin Ejendomsret, G. L 144 M. L. IX. 12[1], B. L. 15, Chr. IV. L. 13, jfr. Borgretten Art. 3 (N. gl. L. III. S. 144). Finderen var pligtig strax at oplyse sit Fund, men havde siden Ret til at beholde og bruge Tingen uden noget Ansvar, om den end var opslidt, naar Ejeren meldte sig. Paa den anden Side var Ejerens Ret ikke underkastet nogen Præskription. Gulatingsloven bestemte endvidere, at, hvis Flere gik i Følge, og den Forreste af dem fandt noget, tilhørte det ham og dem, som gik efter ham, i Forening; hvorimod de, som gik paa Siderne, ikke fik nogen Andel i Fundet. Hvad der fandtes af dem, som var paa et Skib, tilhørte samtlige Ombordværende. Disse Bestemmelser er dog ikke gentagne i de sednere Love. – Fordølgelse af Hittegods betragtedes som Tyveri.

b) Jordgravet Gods (jarðfólgit fé), hvor der selvfølgelig ikke kunde være Spørgsmaal om Nogens tidligere Ejendomret, synes oprindelig altid at have været betragtet som Grundejeren tilhørende. Efter Stiklestad-Slaget tilegnede imidlertid Kong Sven, overensstemmende med den i Danmark gjældende,

  1. Ef maðr finnr fjárhlut manns, ok hefir eigandi glatat, þá skal hann lýsa fyrir mønnum; en lýst skal samdœgris vera, alla verðr hann þjófr at. Nú skal maðr í ljósi fé hafa ok nýta sér, ok þó at eigandi komi eigi fyrr eptir, en slitit er, þá bœti hann engu fé fyrir. En sá er sér kallar, skal hafa til tveggja manna vitni, at þat er hans fé.