Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/277

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

Satte Nogen Sælgarn paa anden Mands Grund, beholdt Grundejeren Sælen og Garnet med, hvis ikke dettes Ejer indløste det med Landnam. – Disse. Bestemmelser er gjennem Chr. IV. L. VI. 62 gaaede over i Lovb. 5–12–14 til 17, men med Forandringer og Misforstaaelser, hvorved Meningen er bleven ganske forstyrret Chr. IV. L. havde nemlig udeladt Kildens Forbud mod at skyde Sæl fra Land, og gjengivet Kildens Udtryk «inddæmmet» med «fredlyst» i hele Kapitlet, og dette er ordlydende indtaget i Chr. V. Lov. Men Lovb. har tillige gjenoptaget de ældre Loves Forbud mod at skyde Sæl fra Land af, og her har den gjengivet «inddæmmet» med «hvor Gildre er lagt», hvorved en Modsætning er fremkommen, som er ganske ukjendt for Kilderne.

Ogsaa om Sælhundefangsten indeholdt Frostatingsloven særegne Bestemmelser. Alle Sælhundevær var ved selve Loven fredlyste fra 3 Uger før St. Hansdag til 6 Uger før Jul; hvo: som i denne Tid tog Sæl i en Andens Vær, blev Tyv derfor. Udenfor denne Tid var det overladt Enhver «at hegne sine Sælvær, ligesom man hegner sine Ejendomme paa Land, paa lovlig Maade» (með lagakefli; með lögum); men hvorledes dette skal ske, anviser Loven ikke; den blotte Lovfæstelse synes efter sin hele Hensigt ikke at kunne have været nok. Var det skeet, forfaldt den, som desuagtet gik i anden Mands Sælvær i Ransbod og Landnam, og Sælen tilfaldt Værets Ejer.

Om Fund af Sæl, Niser og andre Sødyr bestemte G. L. 95[1], at, hvis de fandtes ovenfor Marbakken, tilhørte de Jorddrotten, hvori indirekte ligger, at de, hvis de fandtes nedenfor denne paa Dybet, tilfaldt Finderen. Selv om Sælen bevislig var dræbt af en Anden, tilfaldt den dog Finderen, og Vejderen fik kun sit spyd tilbage, hvis det fulgte med Sælen. – I den nyere Landslov er dette saaledes forandret, at den, som havde fundet Sæl o. dl. ovenfor Marbakken, tillagdes en

  1. Hittir maðr sel eða fisk fyrir ofan marreins-bakka, þá eignast jørð; en ef hann fœrir brautt, þá fœri hann aptr ok leggi á landnám, ef hann er sóttr til. En ef maðr hittir dýr á landi dautt, þá skal hann sjálfr hafa fynd sinn, hvatki dýr sem er.