Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/275

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


(Ryg, Hoved og Spord) ligge igjen til Vidnesbyrd om, at Hvalen ikke var større, end at han havde Ret dertil. Førte Finderen Hvalen tillands for at afspække den, hvor der groede Græs, skulde han, efter eget Valg, enten give Grundejeren den halve Hval, eller betale Landnam. Den, som fandt en Hval drivende i aaben Sø (í vötstum út), og ikke kunde føre den tillands, var imidlertid berettiget til, uden Hensyn til Hvalens Størrelse, at skjære af den saa meget, han vilde, naar han blot ikke skar Hul paa den, og siden lade den drive. – Hval som indstrandede paa Nogens Jord indengjerdes, tilhørte efter G. L. altid Grundejeren; indstrandede den derimod udengjerdes, tilhørte den, hvis den var over resp. 18 eller 9 Alen lang, Kongen og Grundejeren, hver for det Halve; indstrandede den i Bunden af en Fjord i mindre end et Pileskuds Afstand fra hvert Land, havde begge Grundejere Ret til den; var den bleven siddende paa en Udgrund eller Holme, havde den Ejer, til hvis Land denne hørte, Ret til Hvalen. Ifølge M. L. tilfaldt derimod strandet Hval, uden Hensyn til dens Størrelse, og hvad enten den indstrandede inden- eller udengjerdes, altid vedkommende Grundejer og Kongen, hver for det Halve. Hval, som indstrandede i Almenning, tilhørte efter G. L. Kongen alene; men efter M. L. Kongen og den brugsberettigede Almue hver for det Halve. – Den, der fandt en Hval, som han ikke havde Ret til at beholde; tilkom altid Findingsspæk, hvilket beregnedes paa forskjellig Maade i de forskjellige Love og efter hvad Finderen havde foretaget for at sikre Fundet. – Drev Nogen en Hval ind i anden Mands Hvalvaag og stængte derfor, tilhørte Hvalen Vaagens Ejer, og den, som inddrev den, maatte efter G. L. endog bøde Landnam; men efter M. L. fik Driveren tvertimod en Godtgjørelse for sin Ulejlighed. Var det derimod ej i nogen Hvalvaag, tilfaldt Hvalen Vaagens Ejer og Driveren, hver for det Halve.

Bestemmelserne i Frostatingsloven synes at have været temmelig afvigende fra de andre. Ogsaa der var kun Hauld eller bedre Mand berettiget til at beholde funden Hval over en vis Størrelse (hrafnhvalr? jfr. Kongespejlet Kap. 12);