tilegne sig Fisken ved at gjerde over Elv eller Aa var derimod ulovligt; G. L. siger udtrykkelig, at «Gudsgave skal kunne gaa saavel til Fjæld som til Fjære, om den vil» (jfr. Dipl. Norv. IV. No. 1035; VII. No. 560); efter Frostatingsloven var det derimod i de ikke flødbare Elve Grundejeren tilladt at gjerde over dem, naar han ejede Grunden paa begge Sider, med mindre Alders Tids Brug var derimod. – Den, som ulovlig fiskede i anden Mands Fiskevand, forbrød Fangsten og maatte bede Landnam til Landets Ejer.
Fiskevandene i Almenningerne var efter G. L. 145, F. L. XIV 8 og M. L. VII. 62[1] frie for Enhver; men dette indskrænkedes paa samme Maade som den øvrige Brug af Almenningerne til det omliggende Bygdelags Almue, jfr. Rb. 22 Juli 1297 Art. 4, se Var. 7; Rec. 7 Oktober 1578 Art.23; Chr. IV. L. VI. 59.
Fiskeriet i Havet var derimod frit for Alle. Harald Haarfagre erklærede, som en Følge af Odelens Tilegnelse, Havet for Kongens Ejendom, saa Aat alle Fiskere maatte betale ham Afgift (landvörðr); men denne ophævedes sandsynligvis af Haakon Adelstensfostre. Efter Stiklestad-Slaget paalagde Kong Sven Enhver, som roede paa Fiske, en Afgift til Kongen af 5 Stykker Fisk; men denne Afgift blev siden indskrænket til dem, som deltog i de store Torskefiskerier ved Vaagen paa Haalogaland, F. L. XVI. 2. Fra dette Fiskeri var alle Udlændinge udelukkede.
De gamle Love gjør ingen Forskjel mellem de store og de mindre eller daglige Fiskerier; men det er dog i det hele kjendeligt, at det er de første, som Loven i sine Bestemmelser nærmest har for Øje. Heller ikke omhandler Lovbøgerne andet end Sildfiskeriet, hvorom Bestemmelserne findes i F.L. XV. 5 og 6; M. L. VII. 49–51, Chr. IV. L. 45–48, der i det hele er gjentagne i Lovb. 5–11–16 til 23. Det fremgaar heraf tydelig, at Grundejeren ej alene ikke havde det mindste Fortrin fremfor enhver Anden til at deltage i dette Fiskeri, men at ogsaa Enhver var berettiget til sagesløs at
- ↑ Fiskivøtn øll, er í almenningum eru, þá eru øllum jafnheimul ok svá dýraveiði.
