Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/27

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


ældre Bestemmelser i Spidsen af Loven. – Erkebiskop Eystein lod ogsaa skrive en Lovbog, kaldet Guldfjæder, der imidlertid nu er tabt. Den omtales ikke uden i Sverres Strid med Erkebiskop Erik. Hvorvidt den har været en af Erkebiskoppen istandbragt fuldstændig Omredaktion af Frostatingsloven, eller alene omhandlet de kirkelige Forhold, kan vi ikke afgjøre.

Kirkens herskende Stilling lige over for Kongemagten blev imidlertid af kort Varighed. De nye Lovbestemmelser blev neppe nogensinde lovlig vedtagne af Folket til Tinge, og Kong Sverrer, der selv tilhørte Kongeættens Mandsstamme, og saaledes byggede sin Ret til Tronen umiddelbart paa Loven, vilde ikke anerkjende den mellem Magnus og Erkebiskoppen sluttede Overenskomst, hvilken, som han sagde, alene var en «Handel», Erling Jarl havde sluttet med Erkebiskop Eystein, for at faa sin Søn, der ikke var lovlig arveberettiget, viet til Konge (Sverres S. Kap. 103). Sverrer henholdt sig til den hellige Olafs Lov og paastod Geistligheden underkastet denne; Erkebiskoppens Lovbog vilde han ikke anerkjende lige saa lidt som den kanoniske Ret. – Sverres Paastand vandt Tingmændenes Bifald, og Eysteins Eftermand, Erkebiskop Erik Ivarssøn (1188–1205) maatte forlade Landet (1190). Ligefuldt tvang Sverrer Biskopperne til at krone ham (1194), uden at agte den pavelige Bannstraale.

Sverres Regjering (1177–1202) danner i dere Henseender et Vendepunkt i den norske Retsforfatnings Udvikling. Hans Sejer betegnede den gamle patriarkalske Høvdingemagts Undergang; den ved Borgerkrigene bevirkede Forvirring i alle Forhold, i Forbindelse med Sverres egen kraftige Herskernatur, fremkaldte uvilkaarlig en større Centralisation i Styrelsen og en mere direkte Indgriben fra Kongedømmets Side. De mest fremtrædende Vidnesbyrd herom er Lagmands- og Sysselmands-Embedernes Oprettelse. Allerede fra gammel Tid af sees visse af de for Lovkundskab mest anseede Høvdinger at have indtaget en ledende Stilling paa Tingene (se saaledes Egils Saga Kap. 57; Sigurd Hranessøns Proces, Storms Udg. S. 11 og 21, jfr. Haak. Herdebr. S. Kap. 4). Men som kongeligt Embede med lovbestemt Myndighed forekommer det først ved Slutningen af