Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/268

Aldeles fri, ogsaa med Hund, var Jagten efter Ulv og Bjørn, hvilke Dyr, som Loven siger, er fredløse overalt (G. L. 94^[1] F. L. XIII. 6, M. L. VII. 58, Chr. IV. L. 56); – med mindre en Bjørn allerede af Nogen var indringet i sit Hide og dette var blevet offentlig lyst; thi i dette Tilfælde tilhørte Bjørnen den, som havde indringet den, om ogsaa en Anden fældede den (jfr Chr. V. Lovb. 5–10–5). Gulatingsloven bestemte derhos, at, hvis Jægeren gik til Hidet fra Bagsiden og saaledes jog Bjørnen ud i Marken, var han pligtig at erstatte den Skade, som den siden gjorde paa Andres Kvæg; hvis han derimod drev Bjørnen ind i Skoven, havde han intet Ansvar for den. Men denne Bestemmelse gjenfindes ikke i de øvrige Love.

Retten til at gildre tilkom udelukkende Grundejeren (G. L. 93, F. L. XIII. 7^[2], M. L. VII. 58, Chr IV. L. 56). Dog var det efter Frostatingsloven tilladt at gildre paa fremmed Grund efter Ulve, Ræve og Otere; men man maatte ikke opgrave Marken eller opbryde Urd. Ulovligt Gildre paa anden Mands Grund straffedes med Landnam, og Fangsten tilfaldt Grundens Ejer. – Efter M. L. skulde den, som ødelagde eller borttog Nogens lovlig lagte Gildre, bøde ½ Mark til Kongen samt erlægge Avindsbod og fuld Erstatning til dets Ejer, og den, som tog Dyr af anden Mands Gildre, bøde 1 Mark til Kongen og Tvigjæld til Ejeren.

Høge og Falke som havde Rede i Nogens Skov, tilhørte efter G. L. 175, jfr. 263 Jordens Bruger, med mindre Ejeren udtrykkelig havde forbeholdt sig dem; men efter F. L. XIII. 5 og M. L. VII. 52 jfr. IX. 7, Chr. IV. L. resp. 53 og 8

1. Bjørn ok úlfr skal hvervetna útlagr vera; þeirra verk vill engi maðr varða; nema þar at eins, ef bjørn er horfinn í híði; lýsi því í fjølda manna, at þat er hans hvarf. Nú veiða aðrir menn, þá veiða þeir þeim er hvarf átti. Nú fara menn á bjarnveiðar, ok ganga til híðrs fyrir ofan viðu ok hleypa út birni, þá skulu þeir gjalða aptr, ef hann bítr fyrir mønnum, er út hleypa. En ef hann hleypr í viðum út, þá skulu þeir ekki gjalda.
2. Engi maðr skal gildra í mørku annars til einigra dýra, nema til varga ok refa ok til ótra, en engi grafa á jørðu manns, nema hinn leyfi er á, ok eigi urð brjóta.