Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/260

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


ogsaa Adelens Jordegods til Forskjel fra Andres benævnedes frit. Ifølge Frederik den 1stes Haandfæstning af 24 Novbr. 1524 Art. 45 skulde «Ingen i Norge nyde sit Jordegods frit med kongelig Rente til Kronens Afbræk og Skade uden de Sædegaarde, som Kirken og Ridderskabet havde». Skattefriheden var saaledes rent personlig, ikke noget Privilegium for Godset; den bortfaldt, saa snart Gaarden kom i en uadelig Persons Eje, medens omvendt ufrit Gods, som kom i en Adelsmands Besiddelse, eo ipso blev skattefrit. Denne Frihed stadfæstedes ved Privilegierne af 14 Febr. 1582 Art. 3, bekræftede ved Fr. 21 Juli 1591, og her tillægges det udtrykkelig, at Friheden er betinget af, at den adelige Ejer selv bor paa Gaarden, og at Adelen paa andet sit Gods ingen Frihed har, – en Indskrænkning, som egentlig allerede ligger i Navnet «Sædegaard». Men Adelen vidste at sætte den Paastand igjennem, at en Gaard, som engang var bleven fri, ikke ophørte at være Sædegaard, fordi Ejeren tog Bopæl paa et andet Sted, saa længe han kun selv beholdt Gaarden og drev den for egen Regning; ligesaa sees enkelte Adelsmænd ved særlige Bevillinger tillige at have opnaaet Skattefrihed for sine Bønder ligesom Adelen i Danmark. – Ved aabent Brev af 28 Septbr. 1639 blev det imidlertid bestemt, at intet Jordegods skulde holdes for ret Sædegaard, uden sammesteds af Adelen holdes Dug og Disk, «tilmed de Gaarde paa 40 Aars Tid har været holdte med Rette for frie adelige Sædegaarde, og imidlertid ej været udi ufrie Folks Værge enten til Pant eller Ejendom». Herved bortfaldt Adelens Ret til at gjøre en hidtil ufri Ejendom skattefri ved selv at tage den i Besiddelse, og Sædegaardsfriheden gik saaledes over til et blandet Privilegium. I Adelens Privilegier af 18 Juli . 1646 jfr. Kgbr. 13 Novbr. s. A. er det ligefrem udtalt, at det ufrie Gods, som Adelen herefter maatte tilforhandle sig, ikke skal agtes for Sædegaarde, og Bestemmelsen gjentages saavel i Privilegierne af 31 August 1648 §§ 2 og 4 som i Priv. 1 Jan. 1649 § 6, hvor dog Tidsgrænsen sættes ved Aaret 1646. I de sednere Skattebreve fra 25 Febr. 1682 af (jfr. Fr. 26 Febr. 1681 og 30 Decbr. 1679) lige til den staaende Skatteanordning af 13 Decbr. 1746 gjøres det overalt