sin Livstid efter Landslejebolkens 51de Kapitel, og deres Arvinger være fortrinsberettigede efter dem. Rydningen skulde under Straf af Bøder foretages fuldstændig, og den ryddede Mark altid holdes vedlige og ikke tillades igjen at gro til. Bestemmelserne i denne Forordning er gjennem Recessen af 1643, 3–39 gangne over i Lovb. 3–15. – Ved Fr. 23 Jan. 1635 Art 7 (Paus S. 772) blev det endvidere indskjærpet Lensherrerne at drage omsorg for, at Ødegaardene kunde blive optagne og bebyggede, gjennem Lettelser i de offentlige Byrder. Var nogle Gaarde af den Beskaffenhed, at der ikke vel kunde bekommes «Bønder» paa dem, kunde der sættes «Husmænd eller Boelsmænd», 2 eller 3 paa hver, for den sædvanlige Afgift og Arbejde. (Jfr. Norsk Tidsskrift for Videnskab og Litteratur II. S. 388–9).
Ligesom i andre Lande, saaledes blev ogsaa i Norge Kongens haandgangne Mænd efterhaanden til en med særskilte Privilegier udrustet Stand. I sig selv laa dette egentlig ganske udenfor Indretningens oprindelige Tanke i Norge, hvor Adelskabet efter Haakon Magnussøns Anordning af 1308 netop ikke skulde være arveligt, men alene en Tjeneste-Adel, lige saa lidt som det skulde medføre bestemte borgerlige Forrettigheder udenfor den ved Rb. 15 Maj 1311 endelig fastsatte begrænsede Ledingsfrihed, – hvilken dog ogsaa i sin Grund blot var en naturlig Følge af Tjenesteforholdet, og tillige oftere ved særskilte Beskjærmelsesbreve tilstodes andre kongelige Tjenestemænd udenfor Ridderklassen, f. Ex. Dipl. Norv. II. No. 463, 504, 583 m. fl. Det var ogsaa først efter Kalmar-Unionen, at Adelsværdigheden i Norge kom til at medføre lignende arvelige Forrettigheder, som i Sverige og Danmark[1].
Den vigtigste af de Forrettigheder, som Adelens Ejendomme nød (blandede Privilegier), var Skattefriheden hvorfor
- ↑ Jfr. Aschehoug, Statsforfatningen i Norge og Danmark, S. 299–303 – og 406–419. P. A. Munch om Adelens Oprindelse i «Norsk Maanedsskrift» I. S. 176 fgg.
