Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/258

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

med mindre han selv blev Boslitsmand, i hvilket Tilfælde Rydningsmanden skulde nyde Erstatning for sit Arbejde efter 6 Mænds Skjøn. Hvis en Lejlænding optog nogen under den bygslede Gaard henliggende Ødegaard, og Jorddrotten selv vilde bo paa samme, var denne berettiget til at forlange, at Lejlændingen skulde afstaa ham den mod Erstatning for den derpaa anvendte Bekostning, naar han inden 3 Aar derom tilsagde Lejlændingen; men efter 3Aars Forløb kunde Lejlændingen ikke mere fordrives. Den, der optog en Ødegaard, hvoraf ingen Landskyld svaredes, skulde i de 3 første Aar være fritagen for at svare yderligere Landskyld; men efter denne Tid skulde Gaarden ansættes i fuld Landskyld og Leding efter 6 Mænds Skjøn. – Ogsaa i Pligten at være forsynet med Vaaben skulde den, der optog en Ødegaard efter Chr. IV. L. II. 11 i de første 3 Aar nyde en Lettelse[1].

Ved Fr. 28 Juni 1632 blev det endelig ligefrem paalagt Enhver som Pligt at rydde og opdyrke den Jord, han besad, hvor dertil var bekvem Anledning, i hvilket Øjemed Sorenskriveren eller Bondelensmanden i Forening med 2 Lagrettesmænd i hvert Præstegjæld aarligen skulde besigtige alle Gaarde og udvise og tildele enhver Bruger et passende Stykke Rydningsland hvert Aar. Forsømte nogen Lejlænding uden lovlig Aarsag at oprydde det ham tildelte Land, skulde han til Straf have forbrudt et lige saa stort Stykke af den Jord han forud besad, hvilket han da paany maatte leje af sin Jorddrot. Ønskede nogen af flere samejere at oprydde nogen Del af den fælles Ejendom, men de øvrige ikke vilde deltage deri, skulde han have Ret til af den fælles Jord at forlange udlagt saa stor en Plads, som svarede til hans Ejendoms Skyld, til udelukkende Raadighed. De paa denne Maade opryddede Pladse skulde Rydningsmændene have Ret til at beholde uden Landskyld, Skat eller anden Rettighed i 6 Aar, og siden skulde de være berettigede til at beholde sine Pladse.

  1. Den sednere Tids Betydning af «Ødegaarde», som synonymt med Fjerdingebrug, er ukjendt i det ældre Lovsprog, se især Chr. IV. L. cit., der viser, at Navnet er uden al Forbindelse med Gaardens Størrelse.