Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/254

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

melig væsenlig Forandring i Udstrækningen af Almuens Brugsret er derimod indkommen i Lovb. 3–12–5 gjennem en i Chr. IV. L. indløben-Forvanskning af den gamle Kilde, idet det blev forbudt at slaa Hø i Almenningen uden kongelig Tilladelse. Den Sætning i M. L. VII. 62.: alle Engslaatter skal den have i det Aar, som først begyndte at slaa, optoges nemlig i Chr. IV. L. Kap. 59 saaledes, at man forvexlede det demonstrative (sá) med det personlige Pronomen (hann), og oversatte – – «skal han have det første Aar, han begyndte at høste», hvorved det kom til at gaa.paa Rydningsmanden, der saaledes blev eneberettiget til alle Engslaatter i Almenningen i det første Aar. Dette var en aabenbar Urimelighed, som Kristian den 5tes Lovbog vilde rette; men da man ikke kjendte eller forstod det oprindelige Forhold, tog man Regelen fra det følgende Passus: at, hvis Nogen saar i Almenning uden kongelig Tilladelse, «da ejer Kongen baade Korn og Hø, om Hø er slaget», saaledes, at man stillede Høslaat ganske ved Siden af Kornsæd og bandt begge Dele til kongelig Tilladelse; istedetfor, at efter Kilden alene den Høslaat skulde være forbrudt, der faldt som Efterslaat efter ulovlig Kornsæd; medens Benyttelsen af den naturlige Eng var fri for Enhver saavel til slaat som Bejtning. – Indskrænkningen af Almuens Hugstret i Almenningens Skov til Husfornødenhed er ogsaa først bleven udtrykkelig udtalt i Lovb. 3–12–6; men gjaldt vistnok allerede meget tidligere.

Foruden Almenningerne var naturligvis ogsaa de privat Ejendom undergivne Udmarker og Skovstrækninger Gjenstand for Rydning og Opdyrkning. Dette kunde selvfølgelig alene finde Sted efter Overenskomst med Ejeren, der dog maatte forudsættes i Regelen at være vel tilfreds dermed. Ligeledes hændte det ogsaa, at ældre Gaarde nedlagdes, enten fordi det ikke lønnede sig at drive dem, eller fordi Ejerne var døde bort, og at de da enten henlagdes som Underbrug under en anden Gaard eller ganske blev forladte; især kan man tænke sig, at det sidste ikke saa sjelden har været Tilfældet med Nybyggersteder, hvis Drift Rydningsmanden ikke havde Evne til at fortsætte. Sednere kunde da disse atter blive