Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/253

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


heller ikke denne Indskrænkning udtrykkelig udtalt før end ved Lovb. 3–12–6; hvorimod man bragte den i Anvendelse som en ligefrem Følgesætning af Forholdet mellem Kongen som Ejer og Bønderne som blot Brugere. – Vedligeholdelsen af de gjennem Almenningen farende Veje paahvilede efter M. L. VII. 46, Chr. IV. L. 42 de i samme brugsberettigede Bønder i Fællesskab.

Kongens eller Statens Ejendomsret over Almenningerne var saaledes egentlig kun en Højhedsret, nemlig Ret til at sanktionere stadige Dispositioner over Grunden, udvise Bosteder til Rydningsmænd og tilegne sig saadanne tilfældige Akcessioner som inddreven Hval og andet Vrag (G. L. 145 og 150, jfr. M. L. VIII. 26) samt Grundejerens Andel af jordgravet Gods (M. L. VI. 16). Ligesaa maatte Kongen naturligvis kunne tilegne sig alle de Frugter, som Almenningen kastede af sig udenfor, hvad der medgik til Fyldestgjørelse af Almuens Behov; men dette kunde i den ældre Tid ikke blive af synderlig Betydning. Sednere hen, da Træmaterialier blev til en værdifuld Handelsgjenstand, maatte Adgangen til at disponere over Almenningernes Skove og den udelukkende Ret til at hugge Tømmer til Salg blive den væsenligste Bestanddel af Statens Ret; men denne nævnes ikke engang i Lovene.

Lovgivningen efter Magnus Lagabøter beskjæftiger sig saa godt som ikke med Almenningerne; hvorimod de gamle Loves Bestemmelser næsten uforandrede er gaaede over i Kristian den 5tes Lovbog. – Ved Kongebrev af 10 Novbr. 1577 paalægges det Lensherrerne at tilstede Enhver, som begjærede det, at oprydde og indtage af Almenningerne saa meget, deres Nødtørft fordrede, og de ønskede, hvor der var Lejlighed til Opdyrkning, og det kunde ske uden mærkelig Skade for Andre, hvilken saaledes opbrudte Jord de skulde beholde til Odel for sig og sine Arvinger imod dobbelt Leding til Kongen. Her sees det først at være udtrykkelig udtalt, hvad der forresten maatte følge af sig selv, at intet Stykke skulde kunne overdrages Nogen som Rydningsplads, og saaledes unddrages Almenningen, med mindre det ogsaa virkelig var skikket til Opdyrkning, jfr. Lovb. 3–12–4. – En tem-