Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/252

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


var Tømmer eller Bord, inden 12 Maaneder, og alt Andet den samme Dag, da ellers hvo, som vilde, kunde tage det. Fremdeles var Enhver berettiget til at benytte Almenningsvandene; til sammesteds at jage og fiske og at indrette sig Dyregaarde der. Dog maatte han ifølge F. L. XIV. 9 og M. L. VII. 63, Chr. IV. L. 60 (Kilde til Lovb. 5–10–10 til 12), ikke indrette disse saa nær ved Andres, at han derved forspildte Fangsten for dem, og han skulde stadig holde dem vedlige, da i modsat Fald Enhver kunde optage og benytte dem. Efter Rb. for Østerdalen af 22 Febr. 1358 Art. 1 (Dipl. Norv. VI. No. 238) havde Enhver Frihed til i Almenningen at virke Jærn af Myr- og Sømalm.

Benyttelsen af Almenningerne stod oprindelig Alle lige meget aaben, og der forekommer i de ældste Love ingen Indskrænkning af Berettigelserne til bestemte Bygdelag. Sagens Natur medførte imidlertid, at Brugen faktisk alene kunde komme de nærmeste Bygder tilgode, og heraf har da i den følgende Tid, under dens tiltagende Vigtighed, udviklet sig en udelukkende Ret for disse, som allerede har fundet sit Udtryk i M. L. VII. 46 og 64, hvilken sidste tillægger de Bønder, «som ejer Almenningen med Kongen», Halvdelen af der inddreven Hval, medens denne tidligere helt var tilfalden Kongen. – Om nogen Fordeling af Retten mellem de Brugsberettigede indbyrdes er aldrig Tale; den Enes Ret var ligesaa god som den Andens, og Ingen forpligtet til at underkaste sig Indskrænkninger af Hensyn til Andre; det kom alene an paa, hvo der kom først. Dette er vistnok Meningen af Udtrykket: «der skal møde Horn mod Horn og Kløv mod Kløv» i G. L. 84, hvor det i Forbindelse hermed bestemmes, at Kvæget ikke i Almenning maa optage og indsættes (smali má eigi fara með heimboðum), om det end gjør Skade (paa Sætervolde, Engslaatter o. dl.), jfr. M. L. VII. 41, Chr. IV. L. 38 Slutn., Lovb. 3–12–3, se og Dipl. Norv. II. No. 403 og Norske Samll. I. S. 342. – Lige saa lidt er der Tale om, at Brugen skal være indskrænket til den Berettigedes eget Behov; først langt nede i Tiden sees en saadan Begrænsning at være gjort gjældende i Henseende til Skovens Brug (jfr. ovf. S. 228); men i Lovgivningen findes