Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/251

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


i dette Lovsteds Kilde, Fr. 28 Juni 1632 og Reces 1643, 3–39 No. 10. – Naar Nogen havde erhvervet sig Tilladelse til at rydde sig en Plads i Almenning, sees det at have været overladt til ham selv at tage saa stort et Stykke, som han vilde; men han skulde have indhegnet samme inden 12 Maaneder, og maatte ikke sednere udvide det. Rydningsmanden skulde derhos udenfor Gjerdet have en Strimmel, saa bred, som han kunde kaste med sin sigd (sniðilsverp), til Udmark (til garðbóta). – Paastod Kongens Ombudsmand, at Nogen uden Tilladelse havde tilegnet sig et Stykke af Almenning, medens den sagsøgte paastod, at det var hans Ejendom, skulde Besiddelse i den almindelige Odelshævdstid ansees som gyldig Adkomst (F. L. XIV. 7, jfr. G. L. 271; M. L. VII. 61, Chr. IV. L. 58, jfr. Lovb. 3–12–2). – Tvist om Grænsen mellem Almenning og private Ejendomme skulde afgjøres ved edeligt Sandsagn af 12 til Tinge opnævnte Bønder, jfr. Dipl. Norv. II. No. 4.

I Almenningernes naturlige Herligheder kunde derimod Enhver gjøre sig saa nyttige, som han vilde og kunde. Denne Brugsret sees ogsaa Harald Haarfagre at have villet henlægge under Kongedømmet; men den er bleven Bønderne tilbagegiven tillige med Odelen. Efter Stiklestad-Slaget, da det norske Folk anden Gang blev berøvet sin Odel, synes ogsaa Kong Sven at have frataget Bønderne deres Brugsret i Almenningerne; men Magnus Barfods Sønner gav Bønderne i Trøndelagen deres Almenninger tilbage (F. L. XVI. 2[1]), og det samme er rimeligvis skeet ved Magnus den Gode eller Haakon Thoresfostre for de øvrige Landsdele. – Enhver kunde benytte Almenningens Græsgange for sit Kvæg, og slaa Hø paa de naturlige Enge; derimod maatte Ingen saa Korn eller tillægge kunstig Eng uden kongelig Tilladelse. Den, som først havde begyndt at slaa en Engslaatte, var eneberettiget til at beholde samme i det Aar. Ligeledes kunde Enhver forsyne sig med Trævirke af Almenningsskoven; kun skulde han efter E. L. og M. L. have det bortført, hvis det

  1. Hafa þeir ok gefit almenninga alla slíka, sem þeir høfðu um hins helga Ólafs daga, bæði hit ytra ok hit efra, sunnarla ok norðarla.