Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/249

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


fundet Sted, uden af nogen enkelt Mand at være tagne i Besiddelse. Disse strækninger var saaledes herreløse, og i den ældste Tid øvede Enhver over dem den Raadighed, han fandt forgodt, og kunde saaledes ogsaa, for saa vidt han ikke krænkede nogen Andens allerede stiftede Ret, tilegne sig større eller mindre Stykker deraf. Disse Strækninger, der saaledes laa aabne til Hvermands Benyttelse, kaldtes Almenninger (almenningr)

Ved det norske Enekongedømmes Stiftelse tilegnede Harald Haarfagre sig, som Sagaerne udtrykker det, «alt Odelsgods og alt bebygget og ubebygget Land, endog Søen og Vandene. Alle Bønder skulde være Kongens Lejlændinge, og ligesaa de, som ryddede i Skovene og brændte Salt ved Stranden, og alle Jægere og Fiskere» (Egils S. Kap. 4, jfr. Snorre Kap. 6 og 32). Hermed var altsaa Kongens eller Statens Ejendomsret over Almenningerne udtalt, og heri gjorde det ingen Forandring, at Haakon Adelstensfostre, som det heder, «gjengav Bønderne deres Odelsret til sine Gaarde»; thi det var alene de privatretlige Ejendomsforhold, som derved gjenoprettedes; hvorimod Kongedømmet beholdt, hvad det iøvrigt havde tilegnet sig. Kun forsaavidt altsaa Gaardbrugernes Ret som saadanne faktisk havde udstrakt sig ogsaa over Almenningerne, forblev denne deres Ret bestaaende ved Siden af Kongens Eiendomsret. Dette kom navnlig til Anvendelse paa Sætrene, eller de af de enkelte Gaarde i særskilt Besiddelse tagne og tildels endog med de fornødne Huse for Sommertiden bebyggede Græsgange tilfjælds, hvilke nærmest var at betragte som Tilliggelser (hlunnindi) til Gaardene i Bygden, og altsaa halvvejs som virkelig Ejendom; se G. L. 86, jfr. 84, og F. L. XIV. 8, jfr. 7, der ikke alene anerkjender Sæterretten som en sand Ejendomsrettighed for den Private; men endog erklærer Bonden berettiget til at nytte sin Sæter og til at indrette sig ny Sæter, saa længe han kun ikke kommer i Kollision med andre Bønders Ret. I denne Henseende foreskriver G. L., at, hvor Mænd tvister om Sæter, skal 20aarig uafbrudt og upaatalt Besiddelse ansees som gyldig Adkomst.

Derimod kunde ingen udelukkende Tilegnelse af Almen-