gejstlige Gods, hvorhos de selv aarlig skulde aflægge Regnskab for Lensbefalingsmanden. Men da disse Stiftskrivere viste sig «at være Kirkerne mere til Skade end til Gavn», blev de ved Statholder Ove Juels Lensbrev af 25 Marts 1583 igjen afskaffede, og Tilsynet med Kirkernes Regnskaber henlagt umiddelbart under Sfiftsbefalingsmanden, jfr. Ludvig Munks Lensbrev af 14 Juli 1581 og Recessen af 1578 Art 2, hvorefter Stiftskriverne allerede tidligere synes at være afskaffede. – Ifølge Reces 1539 Art. 12 og Chr. IV. L. V. 4 skulde Odelsmanden til Gods, som i sin Tid var bleven skjænket til Kirken, være fortrinsberettiget til at erholde samme bygslet.
Iøvrigt var det en ligefrem Følge af hele det forandrede Forhold, hvori Kirken ved Reformationen var traadt til Staten, at Kongen ansaa sig berettiget til at trælle hvilkensomhelst Forføjning over Kirkegodset, hugge eller lade hugge i Kirkens Skove og overhovedet disponere over alt, hvad Kirken ikke behøvede til sit eget Brug. – I den sednere Tid blev alle Adelsmænd og tillige enkelte Andre tillagt Øvrighedsmyndighed over Kirkerne paa deres Besiddelser, med Ret til at nyde Overskuddet af deres Indkomster (jus patronatus), se Privilegier for Adelen af 24 Juni 1661 § 5 og for Gejstligheden af s. D. § 3, Grevernes og Friherrernes Privil. 25 Maj 1671 resp. § 5 og 4, jfr. Lovb. 2–21–6 og 45, 3–2–1, 5–2–63, 5–3–34 og 35 m. fl. samt Kirkeordinansen af 1607 Fol. 28. – End videre blev, især efter Suverænitetens Indførelse, flere private, gejstlige og verdslige Personer, som det kaldtes, «benaadede med Kirkens Indkomster mod at holde dens Bygning vedlige», altsaa uden Øvrighedsmyndighed, se f. Ex. Reskr. 10 og 20 Februar 1662, 28 Oktbr. 1665, 14 Septbr. 1670, jfr. 25 Januar 1666 og Anordn. 9 Maj 1668; men alle disse Benaadningsbreve tilbagekaldtes igjen ved Reskr. 26 Septbr. 1690. – Jfr. Budstikken 1823 S. 461 og 821.
Landets naturlige Beskaffenhed medførte, at betydelige strækninger blev liggende igjen, efter at Bebyggelsen havde
