gens eller Statholderens Bevilling opførte sagbrug tillodes at blive bestaaende; dog skulde de inden 6 Uger søge kongelig Konfirmation. Alle andre Sagbrug befaledes afskaffede. Derhos blev det for hver Sag især fastsat, hvor stort Kvantum Bord der aarlig skulde være tilladt at skjære paa samme, og det saaledes, at hvad der i noget Aar maatte blive skaaret mindre end det bevilgede Kvantum, ikke tillodes overført til det næste. Ved det under s. D. udfærdigede Reskript om Skovdriften § 5 blev derhos Sagbrugsejerne erklærede udelukkende berettigede til at kjøbe og handle med Sagtømmer; dog maatte de ikke tilforhandle sig mere Tømmer end fornødent til det Kvantum, der var dem tilladt at skjære og, under Frihedens Fortabelse, ikke sælge nogetslags Tømmer fra Sagene.
Denne saaledes istandbragte Ordning af skove og Sagbrugsvæsenet forblev i sine Hovedtræk bestaaende lige til Fr. 22 April 1795.
Grubemæssig Bergværksdrift var ukjendt i de ældste Tider. Man indskrænkede sig dengang til at udsmelte de gediegne Jærnertser af Myr- og Sømalm (rauði), hvilket naturligvis maatte være Grundejeren alene forbeholdt, men hvorom de gamle Love ingen Bestemmelse indeholder[1]. I J. K. R. 19 foreskrives det, at der af Jærntilvirkningen skal svares i Tiende hvert 20de Skippund, og i Rb. for Østerdalen af 22 Febr. 1358 Art 1 (Dipl. Norv. VI. No. 238) tilsiges det alle dem, som vil drive Jærnbrug i Almenningerne, at skulle frit nyde den Malm, de udvinder, overensstemmende med gammel Sædvane der i Dalen. – Det var først fra det 16de Aarhundrede at egentlig bergmandsmsessig Drift paa Metaller tog sin Begyndelse i Norge, og herpaa gjorde man da Anvendelse af den i Tydskland siden Kejser Frederik den 1ste, ved Midten af det 12te Aarhundrede, opstillede Grundsætning, at de metalholdige Fossilier i Jordens Skjød ikke ansees indbefattede i Grundejendomsretten, men som et Regale, hvorover Kongen frit kan forføje. – Allerede
- ↑ Om den første Jærnsmelter paa Island, Rauða-Bjørn (c. 920), se Landnmb. II. 3. Jfr. Kgsp. Kap. 15 (S. 37).
