Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/235

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Skovvæsen. Sagbrug. Bergværksdrift.[1]

Af almindelige Indskrænkninger i Henseende til Skovenes Benyttelse indeholder vore gamle Love ingen udenfor Bestemmelserne om Lodejernes Brugsret i Fællesskoven og om Lejlændingens Brugsret over Bygselgodsets Skov. Navnlig i Almenningsskovene sees der aldrig at være Spørgsmaal om at formene hvem som helst at forsyne sig med Træmatelialier i saa stor Udstrækning, som han lystede; F. L. XIV. 8 og M. L. VII. 62 bestemte blot, at det i Almenningen Aavirkede skulde hjemføres, hvis det var Tømmer, Planker eller Bord (fjalviðr), inden 12 Maaneder, og andre Skovprodukter inden samme Aften, da i andet Fald hvo, som vilde, kunde tage det. – Overhovedet var Skovprodukterne dengang saa lidet i Pris, og Trælastbedriften som Næringsvej endnu saa lidet udviklet, at det ikke let faldt Nogen ind, at dette Forhold kunde tiltrænge at reguleres ved Loven. Kun til Island sees det, at deri Oldtiden oftere bragtes Bygningstømmer fra Norge; men iøvrigt nævnes Trælasthandel med Udlandet neppe som Næringsvej førend i Haakon Magnussøns Rb. om Handelen paa det nordlige Norge af 11 Juni 1302[2] (gl. L. III. S. 134), og om nogen skjelnen mellem Hugst til Husbehov og til Salg kunde der følgelig ikke blive Tale

Først fra Begyndelsen af det 16de Aarhundrede, da Tømmerhandel var kommen igang, og man (1530?) havde begyndt at indrette Vandsage i Norge, begyndte man ogsaa

  1. Jeg skylder udtrykkelig at oplyse, at jeg ved denne § har haft en væsenlig Hjælp af min Kollega, Professor Aschehougs utrykte Forelæsninger over Administrativ-Retten, der har været mig udlaante til Afbenyttelse. – Gode Oplysninger om Skov- og Sagbrugsvæsenets Historie er desuden meddelte i den ved kgl. Resol. af 10 Januar 1849 anordnede Skovkommissions Indstilling, Chra 1850, saavelsom af J. Lieblein i Illustreret Nyhedsblad 1859 No. 20 fgg.
  2. Þat er ok fyrirboðit, at nøkkurir útlendskir menn kaupi sperrur, borðvið eða rapta af øðrum mønnum en af konungsgarði eða ráðsmønnum ok húsbœndum í bœnum. En ef hann kaupir, sé upptœkt, ok lúki þó þeim verðit, sem hann keypti af.