Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/234

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Forhold til deres Anpart (G. L. 91; F. L. XIII. 16; M. L. VII. 21[1] og 22; Chr. IV. L. 19, 20). At en enkelt af Ejerne for Øjeblikket hevde den Jord, paa hvilken Aaværk var gjort, til Brug, og saaledes i Grunden var den eneste Skadelidende, synes ikke at have gjort nogen Forskjel. Havde en enkelt af Ejerne givet Tilladelse til den ulovlige Brug, fik han naturligvis hverken Skadegjæld eller Bod; men denne beregnedes da og fordeltes i Forhold til de øvriges Stand og Anpart i Jorden.

Om Fællesbrug af Ager og Eng samt Huse indeholder Lovene forskjellige nærmere Bestemmelser, der imidlertid efter sine Ord alene angaar det Tilfælde, at der findes flere Lejlændinger paa en Gaard, men som dog ogsaa vistnok maa have været anvendelige i Forholdet mellem flere Samejere indbyrdes, se G. L. 81; F. L. XIII. 2; M. L. VII. 12, 15, 18, Chr. IV. L. 11, 13, 16, Kilde til Lovb. 3–12–9 til 11 og 3–14–8. Ogsaa her kunde Skifte efter de samme Regler som Odelsskifte finde Sted (hafnskipti? F. L. XIV. 4), hvilket ifølge Gulatingsloven skulde være bindende for Parternes Brugstid; men hver Gang der kom en ny Lejlænding paa Gaarden, kunne denne kræve nyt Skifte[2]. Den nyere Landslov tænker sig derimod Forholdet fastere ordnet og bestemmer, at den nye Lejlænding skal tage de Tejge og den Del af Husene, som hans Formand havde. – Iøvrigt maatte naturligvis de om Samejere gjældende Regler ogsaa blive anvendelige i Forholdet mellem Sambrugere.

  1. Ef fleiri menn eigu jørð saman, þá skulu þeir allir eptir hinum bezta manni landnám taka ok skipta landnámi ok áverka-bót eptir jarðar-magni þeim er í jørðu á. … En ef sumir leyfa íneytslu i jørðu en sumir eigi, þá taki sá, er eigi leyfði, landnám sitt fullt eptir því sem hann er maðr til, en af áverka sem hann á í jørðu til; en ef fleiri hafa úleyft, þá taki allir eitt landnám. … En ef jørðu er óðals-skiptu skipt, þá tekr hverr fullt landnám af sínum hluta eptir því sem hann er maðr til.
  2. Nú búa grannar tveir saman ok taka af einum manni jørð; þá er sú jørð úskipt, þá skal þat skipti halda, er þeir skipta sín á milli, meðan þeir búa á jørðu. Ef annarr býr en annarr ferr á brótt, þá má hann eigi þeim skiptis synja, er til ferr jarðar.