Vi har endnu bevaret adskillige Brudstykker af den gamle Bjarkøret, der helt igjennem slutter sig til Frostatingsloven, og saaledes synes nærmest at have været bestemt for Nidaros. Endvidere haves et Brudstykke af den ældste Søret (farmannaløg). Hvorvidt der ogsaa har været indrettet lignende Bylove for de øvrige Byer, ved vi ikke, da ingen Efterretning herom er os bevaret. Det afhænger vistnok af det omtvistede Spørgsmaal: hvorvidt Kjøbstæderne i den ældre Tid havde sine egne Lagting.[1]
Under de borgerlige Uroligheder, som i omtrent et Aarhundrede, fra Midten af det 12te til Midten af det 13de Aarh., rasede i Norge, undergik de sociale Forhold i Landet, ved de gamle Høvdingeslægters Undergang og et nyt, til Kongedømmet nøje knyttet Aristokratis Opkomst, en gjennemgribende Forandring. Medens Tiden selvfølgelig ikke kunde være synderlig gunstig for den private Rets Udvikling, foregik en Række Foranstaltninger af indgribende Vigtighed vedkommende den offentlige Ret.
Fremfor alt mærkes Oprettelsen af Nidaros’ Erkebiskopstol ved Kardinal Nikolaus af Albano’s Legation 1152, se Pave Anastasius IV. Bekræftelsesbulle af Novbr. 1154 (Norges gl. Love I. S. 439); medens den norske-Kirke hidtil havde ligget under Erkesædet i Lund. Til den nidrosiske Kirkeprovins henlagdes, foruden Biskopsdømmerne i Norge selv, endvidere Island, Grønland, Færøerne, Orknøerne og Sudrøerne. Derhos oprettedes i Norge et 5te Biskopsdømme i Hamar for Oplandene.[2] I Forbindelse hermed bragtes den norske Kirkes Forhold i det hele i kanonisk Orden. Ved alle Biskopssæder indrettedes Domkapitler eller Kannike-
