Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/229

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


færder, og da enten lod sig udløse af de første eller ialfald lod disse mod Landskyld beholde den samlede Gaard. Hertil sigter ligefrem G. L. 88 og M. L. VII. 16, der giver Odelsmand Fortrinsret til at faa bygslet alt det, som ligger samtunes med hans egen Del af Gaarden, hvis Ejerne ikke selv vil bruge det (jfr. ovf. S. 168). Paa de større Odelsgaarde, som det, for at opretholde Ættens Stilling i Samfundet, var af særegen Vigtighed at holde samlede, traf vistnok i Regelen enhver Familiefader i levende Live de fornødne Foranstaltninger til, at de, udelte og uden Paahefte af altfor megen Landskyld, kom til at gaa over i den Søns Eje, der traadte i hans Sted. – Efter Vikingetidens Ophør og under de forandrede Tilstande, som indtraadte efter Borgerkrigene, har imidlertid uden Tvivl Flere og Flere valgt Jordbruget til Næringsvej, og da tillige Magnus Lagabøter kaldte Døtrene til Arv i Forening med Sønnerne, vilde vistnok nu en høj Grad af Splittelse af de faste Ejendomme være indtraadt, dersom han ikke tillige havde udelukket Døtrene fra Arveret til Faderens Odelsgods, naar der var Sønner, og derhos indført Aasædesretten, hvor flere Brødre kom sammen til Arv om sin Faders Odelsgods, hvilken Institution ved Chr. IV. Lov blev udstrakt til alle Tilfælde, hvor der var flere Medarvinger til en Odelsgaard, og ved Chr. V. Lov 5–2–63 til alt Jordegods uden Hensyn til Odel.

Ved Kjøb eller anden lignende Erhvervelse er vistnok kun i de færreste Tilfælde Jordfællesskab opstaaet, skjønt der i Sagen selv intet derfor kunde være til Hinder.

Det er en Selvfølge, at Tilstedeværelsen af et saadant Forhold ikke kunde andet end øve en væsenlig Indflydelse paa de enkelte Ejeres Retsforhold, hvilken maatte vise sig i væsenlige Indskrænkninger i Ejerens almindelige Ret til at raade over sin Ejendom efter eget Tykke. Om Samejernes Forhold til hinanden i Almindelighed indeholder imidlertid Lovene kun faa Bestemmelser udenfor Retten til at kræve Skifte, hvilket vidner om, at Forholdet har været saa udbredt, at det ikke har været betragtet som nogen Uregelmæssighed. Derimod findes der flere Bestemmelser om den enkelte Ejers Raadighed over sin Ejendom, der kjendelig hviler paa den