Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/228

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


fremkom det endnu paa saa mange Steder værende besynderlige Forhold, at det samme Ejer tilhørende Agerland bestaar af en stor Mængde særskilte, vidt omspredte Smaastykker. – Englandet blev vistnok kun sjælden delt paa denne Maade, men enten ligefrem benyttet i Fællesskab eller skiftevis, hvert Aar, snart af den Ene, snart af den Anden (jfr. M. L. VII. 12). – Udmarken blev vel bestandig brugt fuldkommen fælles. De til hver Gaard hørende Sætre i Almenning blev ligeledes efter samme Regel til fælles Benyttelse; men paa Grund af den almindelige, frie Adgang til at gjøre sig Almenningernes naturlige Herligheder nyttige, var det vel sædvanligere, at de nye Ejere foretrak at opføre særskilt Sæter til sit eget Brug, hvortil de altid havde Ret, naar de kun ikke kom andre Sætre til Fortrængsel (G. L. 84[1] jfr. 86; F. L. XIV. 8; M. L. VII. 62).

Saa uhensigtsmæssigt end dette Forhold maa forekomme os, saa fandt det dog sin Forklaring dels i Almuens bekjendte Utilbøjelighed til at indlade sig paa større Forandringer i det engang etablerede Forhold, end absolut Nødvendighed paakræver, dels i Jordbrugets daværende Tilstand, da et rationelt Vexelbrug var ukjendt og de selvsamme Strækninger Aar efter andet brugtes paa samme Maade[2].

Snarere kan det synes paafaldende, at ikke denne Tingenes Tilstand, under den stedse tiltagende Deling, tilsidst fremkaldte en saa overdreven Splittelse af Jordejendommene, at de tilsidst blev værdiløse for sine Ejere, og saaledes Systemet faldt istykker af sig selv. Men her var igjen andre Forhold medvirkende. For det første fik, som før bemærket Døtrene i den ældre Tid i Regelen ingen Andel i den fædrene Odel; dernæst var det vel som oftest kun en enkelt eller enkelte af Sønnerne, som i Virkeligheden overtog Faderens Gaard, idet de øvrige drog ud paa vikingetog eller i Kjøb-

  1. Nú skal til setra á fjøll upp vera merki, sem at fornu fari hefir verit; fœra eigi or stað, nema hann fœri engum manni til meins. Svá skal þar setr at sømu. Þar má eigi smali fara með heimboðum; þar skal mœta horn horni ok hófr hófi.
  2. Jfr. C. Säve, i Bergstedts Tidskrift för Litteratur. 1852. S. 278.