Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/227

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

fra først af Særeje det gjældende Forhold, idet hver Gaard oprindelig har været en enkelt Mands Ejendom, der sednere i Tidens Løb, almindelig vistnok ved Arv, er bleven delt mellem flere, uden dog at denne Deling er bleven saa fuldstændig udført, at Gaarden i Virkeligheden er bleven til flere Gaarde; men de forskjellige Ejere er vedblevne i større eller mindre Udstrækning at bruge det Hele i Fællesskab, og har alene ved Siden deraf paa mere eller mindre fuldstændig Maade skiftet de mest værdifulde Stykker mellem sig. – Forestiller man sig, hvorledes, efter alt hvad man kan slutte, Norges Bebyggelse oprindelig maa være gaaet for sig, synes man med temmelig Sikkerhed at kunne antage, at i det store taget, især i det nordlige og vestlige Norge, Gaardenes Omfang lige fra Begyndelsen af har været det samme som endnu: Fra først af har enhver Familiefader taget saa meget Jord, som han fandt for godt, for sig og sine Undergivne. Da dette naturligvis har været temmelig meget og, eftersom Opdyrkningen skred frem, har vist sig at være meget mere, end der udfordredes til en Families Underholdning, er det sandsynligt, at disse store Ejendomme i de nærmeste Slægtled er blevne delte i flere. Men derved er det vistnok ogsaa i Regelen stanset.

Efter at Forholdene nogenlunde havde fastnet sig, og Bebyggelsen af et Landskab fuldstændig var foregaaet, blev vistnok Gaardenes Grænser kun sjældent forandrede. Døde nu en Gaardeier og efterlod sig flere Arvinger, blev de i Fællesskab om Gaarden, saaledes at de skiftede Husebygningerne mellem sig eller, forsaavidt disse ikke var tilstrækkelige til alle, opførte nye Bygninger paa Tunet for de nye Tilkomne. Agerlandet dyrkedes enten i Fællesskab, hvilket dog vistnok var det sjældnere Tilfælde eller hvert Stykke skiftevis hvert Aar af den Ene, eller deltes ligefrem mellem dem Alle, og det da i Regelen saaledes, at ikke det samlede Land deltes i saa mange Lodder, som der var Samejere, men hver enkelt Ager deltes mellem alle i samme Berettigede. Naar dette sidste engang havde fundet Sted, vil det indsees, at det næsten maatte blive en Nødvendighed i ethvert følgende Tilfælde at fortsætte paa samme Maade, og derved