bejdsstevne kunde Kongens Ombudsmand holde almindelig Vejbefaring (baugreið); dog kun paa Landevejene gjennem Bygden og paa de Veje, som forbandt Fjælddistrikterne med Søen (þjóðvegir). Han skulde da lade en Mand ride langs ad Vejens Midte og have et 8 Alen langt spyd liggende tvert over Hesteryggen med 2 løse Vidjehanker, en paa hver. Ende; for hver Gang nogen af disse Hanker blev reven af, forfaldt den forsømmelige Bruger i Bod til Kongen – Vedligeholdelsen af Veje gjennem Almenningerne paalaa det brugsberettigede Bygdelags Bønder. – Over de Elve, som var for store til at holde Bro over, paalaa det de tilstødende Grundejere at indrette Færgested, hvor da de Rejsende skulde betale Færgepenge, 1 Pening for hver Mand og 1 Pening for hver Hest; for de Fattiges Oversætning skulde Bygdemændene tilfredsstille Færgemanden.
For Nogen over anden Mands Ager eller Eng, og ikke vilde fare den rette Vej, forefaldt han i Bøder; ligesaa skulde den, som gik igjennem en Grind, være ansvarlig for, at ikke Kvæg kom igjennem den og gjorde Skade, se G. L. 83, M. L. VII. 30 og 34, hvor det nøjagtig foreskrives, hvorledes Grinderne skal være indrettede, navnlig at de skal falde til af sig selv (jfr. Lovb. 3–12–18), samt sættes Bøder for Gjerders og Grinders Ødelæggelse.
I 2 Haandskrifter af M. L. VII. 53 findes en Bestemmelse, der synes at have tilhørt den ældre Eidsivatingslov, at Ingen maatte bygge noget Hus saa nær ved anden Mands Grund eller Gaardsled eller ved Landevej, at Tagdryppet blev til Besvær.
Hele vor ældre Landboret er gjennemgaaende bygget paa Forudsætningen om et udstrakt Fællesskab mellem de forskjellige Opsiddere paa en Gaard. Dette ejendommelige Forhold bør dog vistnok ikke i Norge, saaledes som i Danmark, betragtes som det oprindelige, hvorfra sednere særskilt Ejendom gjennem Udskiftning er fremgaaet. I Norge var vistnok
