Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/225

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

af det 13de Aarhundrede (F. L. III. 19[1]) blev det vedtaget, at alle arbejdsføre Folk i hvert Fylke skulde forrette Vejarbejde den sidste Søgnedag før St. Hansdag, hvor det mest behøvedes i hvert Skibrede, og Bønderne i hvert Hered skulde bygge Broer over Elvene – Ved den nyere Landslov blev der baade givet nøjagtigere Forskrifter om og anordnet et offentligt Tilsyn med Vejvæsenet; det er ikke usandsynligt, at det er de allerede forud paa Oplandene og i Viken gjældende Vedtægter, som herfor ligger til Grund[2]. Vedligeholdelsen saavel af veje som af Broer paahvilede den, over hvis Grund Vejen gik, og Bredden af de almindelige Landeveje sattes til 8 Alen (= 6 Alen i vort nuværende Maal). Der er intetsteds Tale om andet end Rideveje[3]. Almindeligt Vejarbejde skulde foretages 3 Gange om Aaret mellem Aannetiderne efter Tilsigelse af Kongens ombudsmand paa Vaartinget: fra Sneens Bortgang til Vaaraannen; fra Vaaraannens Slutning til Slaatannen, og fra Avlingen er bragt i Hus til Sneen kommer; da skulde de Mangler ved Vejene, som var opkomne udenfor disse Tider, istandsættes. De betydeligere Arbejder paalaa Grundens Ejer; de mindre, saasom Udfyldning af mindre Huller, Bortskaffelse af Trær, som kunde falde tvert over Vejen, og Afhugning af Grene, som ragede for langt frem, m. v. paalaa Brugeren. For ufremkommelige Steder paa Vejen var fastsat høje Bøder. Efter hvert Ar-

  1. En þessur vegabót kemr í stað mannfrelsis þess, er í løgum várum er, ok allir menn høfðu heitit til guðs þakka.
  2. Jfr. Munchs Hist. IV. 1. S. 514.
  3. Þjóðgata ok setrgata ok allir rekstrar skulu svá vera, sem verit hafa at fornu fari. Nú liggr þjóðgata um bœ manns, þá má hann af fœra bœ sínum með þeim kosti at gera aðra jafngóða utangarðs at fara í þurru ok vátu, þá skal þó þá fara at hon sé lengri. Nú skal þjóðgata vera 8 alna breið; en ef maðr spillir víðara akri eða eng, þa skal svá bœta, sem 6 skynsamir menn meta, ok landnám á ofan. Nú rænir maðr annan þjóðgøtu, þá skal hann gjalda konungi mørk silfrs ok þeim fullrétti er ræntr var. Nú brýtr maðr brú af þjóðgøtu, geri aptr aðra jafngóða sem áðr var ok leggi á mark silfrs þeim er brú átti. Nú rænir maðr annan setrgøtu eða rekstri þeim er verit hefir at fornu fari, bœta konungi hálfa mørk silfrs fyrir vegar-rán, ok hefi hinn gøtu sína sem áðr.