Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/224

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


kunde søge den Skyldige til Erstatning. – Den nyere Landslov tillader derimod under ingen Omstændighed at dræbe Kvæget, men siger udtrykkelig i VII. 37: aldrigi gengr fénaðr sér til úgildis; ligeledes bestemmer den, at Jordens Ejer, naar han har opfyldt sin Gjerdepligt, altid kan helde sig til Kvægets Ejer for den Skade, det har gjort, ogsaa hvor det er kommet ind gjennem Tredjemands ulovlige Gjerde; men hin kan søge sin Fyldest hos denne. Om optagelse og Indsættelse af Kvæg, som er kommet ind i fremmed Mark, gjaldt i det væsenlige de selvsamme Regler, som nu; navnlig fremgaar det klart af M. L. VII. 32, at Erstatningen aldrig kunde overstige Kvægets værdi, hvor ikke dets Ejer havde paadraget sig noget selvstændigt Ansvar, jfr. Kap. 30.

Om større eller mindre Veje til almindelig Afbenyttelse (þjóðgata, setrgata, rekstr) bestemmer Lovene blot, at de skal forblive, som de fra gammel Tid har været; for ulovlig Afspærring af Veje (vegar-rán) eller Ødelæggelse af Broer paa samme forfaldt den skyldige i Ransbøder til Kongen (G. L. 90; F. L. XIII. 10[1], jfr. IV. 40; M. L. VII. 43–47, Chr. IV. L. 40–43). Dog var den, over hvis Indmark nogen Vej gik, berettiget til at omlægge og flytte den ndengjerdes, naar han gjorde den ligesaa god at befare i Tørvejr og Væde, som tilforn, om den end blev længer (jfr. Dipl. Norv. III. No. 557 og V. No. 409). Om vejenes Anlæg og vedligeholdelse tales ikke i de ældste Love; Gnlatingsloven bestemmer alene, at der til Landevej (þjóðgata) ikke kan fordres større Bredde, end som et Spyd, hvis Fal en Rytter kan naa med sin Tommelfinger, naar dets anden Ende staar paa Jorden, og hvis Spids derovenfor er et Spand langt, altsaa omtrent 6 gamle eller 4½ Alen i vort nuværende Maal (jfr. Var. 26 til M. L. VII. 46). – Sandsynligvis er vejene fra først af baade udlagte og er blevne vedligeholdte af vedkommende Grundejere selv. Ved en Overenskomst mellem Erkebiskoppen og Bønderne i Trøndelagen i Begyndelsen

  1. Ef maðr hefir haft lendistøð á jørðu manns á 10 vetrum eða lengr, þá skal engi øðrum banna; ok svá vegu alla til salts ok til sjóar ok til markar upp ok svá at endiløngu heraði.