Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/223

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

vil slippe sine Kreaturer ved Siden af anden Mands Ager og Eng, skal han selv indhegne Stedet; jfr. G. L. 82, hvorefter Ejeren altid er ansvarlig for den Skade, Kvæget gjør, naar det gaar fra Kveet. – Lovene indeholder detaljerede Forskrifter om den Højde, Fasthed og Tæthed, som Gjerderne skal have for at agtes som lovlige, efter deres forskjellige Bestemmelse[1]. Fjælde eller Moradser ansaaes efter M. L. VII. 29 for lovligt Gjerde; dog var den, hvem Gjerdeholdet paa den omhandlede Strækning paalaa, ansvarlig for den Skade, som skede, hvis Kvæg alligevel kom derover. – Gjerdepligten varede fra Korsmesse om Vaaren (3 Maj) til Vinternatten (14 Oktober); Halvardsmessedag (15 Maj) skulde der holdes Grannestevne for at efterse, om alle Gjerder var istand, hvilket Syn, som det lader, var afgjørende for den øvrige Del af Aaret

Hvor Gjerderne var i lovlig Stand, var Kvægets Ejer pligtig at erstatte den Skade, som det gjorde. Jordens Ejer skulde opfordre ham til at holde sit vanefulde Kvæg hjemme (bjóða heim fénaði), og hvis det alligevel kom ind paa den Andens Mark, kunde det efter Gulatingsloven sagesløs dræbes; efter Frostatingsloven kunde Jordens Ejer efter hver frugtesløs Opfordring dræbe 2 Kjør eller tilsvarende af Smaafæ (12 Faar eller Geder); hvorimod Heste alene kunde tages og indsættes. Var Kvæget kommet ind paa Andenmands Mark derved, at en Tredjemand havde ladet Grind eller Led staa aabent eller nedbrudt lovligt Gjerde, synes Ansvaret, ligesaavel som hvor Kvæget var kommet ind gjennem Tredjemands ulovlige Gjerde, efter de ældre Love umiddelbart at have paaligget denne, og Kvægets Ejer alene at have maattet finde sig i, at det blev dræbt, for hvilket Tab han da, ligesom Jordens Ejer for den gjorte Skade (ausla-bót),

  1. Gjerde i Indmarken (garðr sá er um andvirki stendr) skulde være omtrent 4 Fod højt og saa tæt, at man ikke kan kaste en Øxe derigjennem, Rækkegjerde (rima-garðr) have 4 Rækker i Højden; sædvanligt Skigjerde (skíð-garðr) bruges «hvor der er godt for Trævirke»; Buskgjerde (hagfellu-garðr) som Delegjerde (merkisgarðr) mellem Gaardene.