Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/221

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


Ejendomsretten omfattede ogsaa Vandet med de i samme værende Fiske; Vandets Ejer var eneberettiget til Fiskeriet, og saa meget mere til at opføre Fiske-Indretninger (veiðivél) i Vandet, saa vidt hans Grund strakte sig; dog var det forbudt at gjerde tvert over Elven og derved hindre Fiskens frie Op- og Nedgang. Kun F. L.XIII. 9 tillader Ejeren ved mindre Bække, naar han ejer begge Bredder, at gjerde derover, hvis ikke anderledes har været Brug fra gammel Tid (um daga Olafs hins helga). – Ingen maatte aflede Vandet eller forhindre dets Løb til anden Mands Skade; gjorde Nogen det, skulde han atter føre det tilbage i dets rette Løb og erlægge Skadegjæld og Landnam.

Med Hensyn til Ejendomme, der begrænses af Havet, indeholder Lovene ingen udtrykkelige Forskrifter udenfor Bestemmelserne angaaende Fiskeriet samt Hval- og Vragretten. Men det synes dog klarlig at være forudsat, at Ejendomsretten ogsaa her strækker sig saa langt, som Grunden lader sig forfølge under Vandet, og tillige omfatter den Havstrækning, som bedækker Grunden; hvorimod Havet længer ude regnedes som Almenning, se især G. L. 149 og 95, M. L. VII. 64 og 65[1]. Dog tilkom Grundejeren ingen Eneret til Fiskeri i Havet; hvorimod ogsaa der Adgangen til at opføre faste Indretninger paa Grunden, saavelsom at inddæmme Vandet, udelukkende var ham forbeholden.

I Indmarken forudsættes Grænserne mellem de forskjellige Ejendomme i Regelen at være sikre og fra gammel Tid af saa tydelig betegnede ved nedsatte Skjelstene (jfr. G. L. 87, M. L. VI. 3), at herom ikke vil opstaa Tvist, uden hvor Grænseskjellet vilkaarlig er forrykket. At flytte Grænsestenene betragtedes som Tyveri (jarðar stuldr) og var Fredløshedssag; hvorimod den blotte Overskridelse af Grænsen, selv forbunden med optagelse af Skjelstenene, alene medførte ringere Bøder (G. L. 89; M. L. IX. 8).

Naboer var pligtige at holde Gjerde mod hinanden til Forebyggelse af Skade ved hinandens Kvæg (garðr er granna sættir). Den, der forsømte sin Gjerdepligt, maatte erstatte

  1. Jfr. Aschehoug, i Ugeblad for Lovkyndighed m. m. X. S. 385 fgg.