I Løbet af det 11te Aarhundrede havde Kjøbstadvæsenet i Norge mere og mere udviklet sig. Stæderne Nidaros, Bergen, Stavanger, Tunsberg, Oslo, Sarpsborg og Konghelle var nu opkomne,[1] og der maatte saaledes snart opstaa Trang til en særskilt Kjøbstadlovgivning. Allerede tidlig synes der at have uddannet sig egne Vedtægter for Handelssamkvemmet, dels for selve de deraf opstaaede Retsforhold, Kontraktsretten, Søretten m. fl., dels ogsaa angaaende de øvrige Forhold, som derunder forefaldt, og som paakrævede en fra den almindelige Landsret forskjellige Ordning, f. E. Rettergangsregler, Politiforskrifter m. v. Disse Vedtægter (Bjarkeyar-réttr, formodentlig af et gammelt Ord Bjark eller Birka d. e. Handelsplads; deraf det danske Birk),[2] gjaldt ikke for noget bestemt Sted, men kom til Anvendelse overalt, hvor de samme Forhold var tilstede, altsaa ikke alene i Kjøbstæderne, men ogsaa «paa alle Fiskenæs, Sildevær og i Kjøbfærder» (B. R. 42, jfr. Kongesp. Kap. III). Men i Kjøbstæderne maatte de snart antage Karakteren af lokale Vedtægter, saa at den Retsorden, der oprindelig alene havde gjældt for selve Markedet eller Fiskeriet, blev gjældende Ret for det Samfund, som boede paa disse Steder. Denne Gruppe af Retsregler var vistnok i det væsenlige overensstemmende over det hele Land; men de strakte sig heller ikke til andre end til de ved Bylivet og Handelssamkvemmet fremkaldte særegne Livsforhold, da Kjøbstadbefolkningen i Norge ikke udgjorde nogen fra det øvrige Landsfolk afsondret Stand (jfr. Sigurd Hranessøns Proces, Storms Udg. S. 8). Byvedtægterne indsattes i Lagdømmets almindelige Lov saaledes, at de traadte istedetfor de tilsvarende Bestemmelser i denne, medens Landslovens Bestemmelser iøvrigt blev staaende overalt, hvor ikke de særegne Byforhold krævede Afvigelse.[3]
