Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/219

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

de Indskrænkninger i Henseende til dets Afhændelse, som Odelsretten medførte.

I Henseende til Territoriets Begrænsning og Forholdet mellem Naboer gjaldt efter de gamle Love i det væsenlige de selvsamme Regler som sednere. Paa Landjorden var Grænsen mellem Gaardene selvfølgelig given; i Tvisttilfælde, som navnlig tænkes at kunne opstaa ved Udmarksstrækninger (markteigr, holt, hagi), maatte denne saaledes oplyses gjennem vidneførsel. – Stod lige mange Vidner paa begge Sider, sejrede efter Gulatingsloven den Part, som med sin Ed vilde bekræfte sin Paastand. Efter en sednere Rb. i F. L. XIII. 24 skulde derimod Vidnestriden afgjøres ved Kjendelse af 12 særskilt opnævnte gode Mænd. Hvis ingen af de Tvistende formaaede at bevise en bedre Ret end den anden, skulde det omtvistede Stykke deles mellem dem. (G. L. 86; F. L. XIII. 23–25). Efter Gulatingsloven var imidlertid den, som i 20 Aar eller længere upaatalt havde benyttet en Sæter eller Skovstrækning, berettiget til at beholde den. Ved M. L. VII. 61 blev den Fremgangsmaade, som efter F. L. XIV. 7 var foreskreven til Afgjørelse af Tvist om, hvorvidt en Strækning tilhørte Kongens Almenning eller var privat Ejendom, nemlig ved edeligt Sandsagn af 12 opnævnte gode Bønder, udvidet til Grænsetvistigheder mellem Private i Almindelighed[1].

Hvor Grænsen dannedes af en Elv, regnedes Ejendomsretten paa begge Sider indtil Midtstrømslinjen, og omfattede tillige den Del af Vandet med de deri værende Øer og Holmer, som laa paa begge Sider af denne, se G. L. 85 jfr. 93; F. L. XIII. 9; M. L. VII. 48, Chr. IV. L. 44, der i det hele er Kilde til Lovb. 5–11–2 til 15. – Forandrede Elven sit Løb og brød sig ind paa nogen af de tilstødende Ejendomme, medførte dette efter Gulatingsloven, der er gjentagen

  1. Á þingi skulu þeir nefna 12 haulda eða bœndr hina beztu ef eigi eru hauldar til, hver þeirra í þinghá þeirri, ok hefi tvá af þeim 12, þá er bera má ok sverja, hvert en hans eign er eða almenningr. Ok svá skal sœkja, sem nú er mælt, ef 2 menn eigu jørð saman eða úthaga ok kalla báðir til síns bœlis liggja.