Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/217

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Om Samejeres indbyrdes Retsforhold indeholder vore ældre Love kun faa Bestemmelser udenfor Jordfællesskabet, om hvilket nedenfor særskilt skal handles (§ 35). – G. L. 48 (Hkb. 124) bestemte, at hvor den ene Medejer uden de andres Minde solgte den fælles Ting, skulde der kastes Lod om, hvem der skulde raade; hvis Loddet traf Sælgeren, blev Handelen staaende, men traf det nogen af Medejerne, kunde den omstødes[1]. At heri udtales et for Interessentskabsforhold i Almindelighed gjældende Princip, fremgaar af Kap. 51, der foreskriver samme Afgjørelsesmaade, hvor den ene af Brødrene uden de andres Samtykke har bortfæstet sin Syster; imidlertid synes Forudsætningen herved at maatte have været, at Interessenterne hver ejede lige store Andele; i modsat Fald maatte vel den, som ejede en større Part, tildeles forholdsvis flere Lodder. At Majoriteten i Tvisttilfælde har haft den afgjørende Stemme, antydes intetsteds; men Lodkastning har vistnok altid været det afgjørende, saaledes at der har været lige saa mange Lodder som interesserede (og ligeberettigede) Personer; jfr. G. L. 87[2]. – Ved M. L. VIII. 18, Chr. IV. L. ibid. (Kilden til Lovb. 5–3–51) bestemtes, at enhver Medejer kunde kræve Deling, hvis Tingen lod sig dele uden Skade; i modsat Fald skulde der kastes Lod om, hvem der skulde udløse den anden. Den, som Loddet traf, skulde da udløse de andre efter 6 skjønsomme Mænds Vurdering, eller ogsaa sælge Tingen til hvem, han vilde, og betale de øvrige deres Part af Kjøbesummen. Vilde nogen Medejer sælge sin Part, havde de øvrige Forkjøbsret. – Ifølge B. L. VI. 5 skulde Enhver, som vilde sælge sit Hus i Byen, først byde det til Kongen og dernæst til dem, som havde fælles Gaardsled med ham, hvilken Bestemmelse blev ophævet ved Kgbr. 7 Marts 1558 for Bergen. –

  1. Nú eigu tveir menn eða fleiri einn grip saman, þá selr einn ok spyrr eigi hina at, er með hánum eigu; nú vilja þeir rjúfa kaup þat, er með hánum eigu, þá skal hluta, hverr ráða skal; en ef sa hlýtr at ráða, er seldi, þá skal halda; en ef hinir hljóta, er rjúfa vilja, þá skulu þeir rjúfa á fyrsta mánaði, er þeir verða varir við.
  2. Jfr. Sigurd Hranessøns Proces, Storms Udg. S. 19.