nyere Bestemmelse, jfr. Hkb. 130, G. L. 144, var Spil om Penge forbudt under Straf, og Væddemaal, udenfor de lovbestemte Tilfælde, ugyldigt.
De gamle Nordmænd anerkjendte Ejendomsretten i den videste Udstrækning og opretholdt den i alle Kollisioner, hvad enten dens Gjenstand var løst eller fast Gods. Vore gamle Love tillader ubetinget Vindikation, uden Hensyn til Tredjemands gode eller slette Tro, og uden Forskjel, hvad enten Tingen med eller uden Ejerens Vilje var kommen ud af hans Besiddelse, se saaledes G. L. 49, 50, 254; F. L. XI. 4; B. R. 111; M. L. V. 1, VIII. 19[1], 20 jfr. 10 og IX. 4. At man kunde tabe sin Vindikationsret til Straf for svigagtig Omgang med Tingen (F. L. XI. 4, M. L. V. 1 Slutn.), er en anden Sag. – En særegen Indskrænkning, udgaaende fra den ældgamle Opfatning, at Bemægtigelse ved vaabenmagt altid stifter Ejendom, gjør G. L. 314, M. L. III. 16, der bestemmer, at, naar vikinger har herjet i Landet, og Forfølgerne maa anvende vaabenmagt (rjóða odd eða egg) for at fratage dem deres Bytte, havde disse Ret til at beholde, hvad de saaledes tog; i modsat Fald kunde den tidligere Ejer søge det tilbage.
Ejerens Raadighed over Tingen var ligeledes saa godt som ganske uindskrænket; nogen Over-Ejendomsret for Kongen eller Staten vilde være uforenlig med Odelsforfatningen. Selv den naturlige Forpligtelse for ethvert Medlem af Samfundet til at bære de Byrder, som dettes opretholdelse udfordrer (Skatte- og Krigstjenestepligt), var ingenlunde i de gamle Nordmænds Samfundsorden betragtet som nogen almindelig, af Undersaat-Forholdet umiddelbart flydende Skyldighed[2],
