Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/21

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Sven Knutssøns Forordninger (Heimskr. Sig. Eyst. ok Ol. s. Kap. 19; Morkinsk. S. 156; F. L. XVI). Af Brødrene berømmes navnlig Eystein for sin Kyndighed i og omsorg for Lovgivningen. Han istandbragte Rorboder paa Fiskeværene og Fjeldstuer (sáluhús, jfr. G. L. 100) paa Landevejene med tiere almennyttige Indretninger, og bragte ved kloge Underhandlinger Jæmterne til at underkaste sig Norge (Sig. Jorsalaf. s. Kap. 17, Heimskr. Kap. 16, Morkinsk S. 166, FmS. Kap. 16–19).[1]

Fremfor alt er dog Brødrenes Regjering af Vigtighed for Udviklingen af Norge kirkelige Forhold. Under dem opkom Klostervæsenet i Norge; Munkeklostre anlagdes i Bergen (Munkeliv), paa Selø og paa Nidarholm ved Trondhjem, og Nonneklostre i Oslo og Gimsø, samtlige af Benediktinerordenen. Endvidere oprettedes et 4de Biskopsdømme i Stavanger. Vigtigst af alt er dog Tiendens Indførelse i Norge, der skede ifølge et af Sigurd i Jerusalem aflagt Løfte[2] (Heimskr. Kap. 11 og 24). I Aaret 1104 blev der oprettet et eget Erkesæde for Nordens Kirker i Lund, og den norske Kirke der thingene havde hørt til den Hamburg-Bremiske Kirkeprovins, henlagt under dette.

Omtrent ved denne Tid, eller i første Halvdel af det 12te Aarhundrede oprettedes et 4de Lagting, for Viken, Borgartinget i Sarpsborg, hvilket ogsaa tidligere synes at have indtaget en fremragende Stilling blandt Fylkestingene, og der sattes en egen Landslov, Borgartingsloven, der vistnok i det væsenlige var tagen af Eidsivatingsloven med Tilføjelse af de i Viken gjældende særlige Retsvedtægter. Der nævnes under Olaf Kyrre en for sin Lovkyndighed berømt Høvding i Viken ved Navn Berse, og i Borgartings Kristenret (III) Kap. 4 er indtaget en Bestemmelse om Brud paa Festemaal, der udtrykkelig tillægges ham.[3]

  1. Munchs Hist. II. S. 596 fgg.
  2. Munchs Hist. II. S. 611 fgg. Keyser, Den norske Kirkes Hist. I. S. 155–162. Langes Klosterhist. S. 12–14. Maurer, Die Bekehrung II. S. 461. Ph. Zorn, Staat und Kirche in Norwegen S. 76–9.
  3. Munchs Hist. II. S. 162 og 455. IV. 1. S. 497–8. Hertzberg, Den ældste norske Proces S. 143 fgg. Maurer, Ersch u. Grubers Encyclopædie Sect. I. Bd. 96. S. 403 fgg.