Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/209

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Til Betryggelse for Kjøberen mod mulig Vanhjemmel finder man, at det navnlig i Byerne har været Brug, at Sælgeren stillede en egen Borgen (heimildar-tak), se G. L. 254; B. R. 110 og 111; M. L. VIII. 10, 13, IX. 4; B. L. VII. 6–8, VIII 7, der svarer til de gamle svenske og danske Loves Vin[1]. Saadan Borgen skulde stilles ved alle Handler om Hus eller Skib, tamme Dyr og brugte Sager af enhver Art (gripir hafðir; hvorimod den ikke behøvedes ved Handler om nye og ubrugte Ting, hvilke kunde gaa i fri Handel (vara øll ný ok úneyt skal at strætiskaup hafa). Naar Kjøberen havde forsynet sig med Hjemmelsborgen, blev han derved altid befriet for Tyvssøgsmaalet og kunde, hvis Tingen blev ham fravindiceret, søge sin Erstatning hos Kautionisten, der igjen havde Regres til Sælgeren. Forsømmelse af at tage Hjemmelsborgen medførte, at Kjøberen maatte staa for Tyvssøgsmaalet og værge sig med Nævnder-Vidne, og, hvis han sednere fandt sin Hjemmelsmand, vel havde Regres til denne, men dog selv var ansvarlig for Bøderne. – Hvor Hjemmelsborgen derimod ikke var forneden (ved Gadekjøb), behøvede Kjøberen alene at værge sig med Fange-Vidne under et muligt Tyvssøgsmaal og havde naturligvis i alle Tilfælde Regres til Sælgeren. Lige over for Vindikanten synes derimod Hjemmelskautionisten ikke efter de norske, saaledes som efter de danske Love, at have haft noget særskilt Ansvar; men han var naturligvis udsat for at blive inddragen under det af Vindikanten mod Sælgeren muligens anlagte Tyvssøgsmaal. Efter M. L. VIII. 10, B. L. 8. var Hjemmelskautionisten tillige ansvarlig for anden Falskhed ved den solgte Ting[2], og hvis denne var gaaet igjennem flere

  1. Se J. J. Nordström, Svenska Samhalls-författningens historia II. S. 675–8 og 691–99. Kolderup-Rosenvinge, Den danske Retshistorie I. S. 209–12. Chr. Stemann, Den danske Retshistorie, S. 483–93. – Se og Ugeblad for Lovkyndighed m. m. II. S. 350–51.
  2. Ef maðr kaupir klæði, lérept eða vadmál ok allt þat, er fals finnst í, svari slíku fyrir sá er seldi, sem áðr váttar, nema því at eins, at hann vissi eigi at fals var í, ok hafi fyrir sér settar-eið; síðan hafi fram hverr sína heimildar-tøku til þess er til prófs kemr, ok svari sá fyrir fals, er at løgum á fyrir at svara.