Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/208

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest

Gjenstand maatte paatales inden en bestemt kort Frist. Ved levende Ting bestemmer G. L. 44 og 57, at Kjøberen skulde paatale Mangelen inden han førte Tingen bort; efter Modtagelsen kunde intet Ansvar gjøres gjældende mod sælgeren uden i Tilfælde af Svig. Kun for skjulte Fejl stod Sælgeren til Ansvar i en Maaned; med mindre han aflagde Ed paa, at han ikke kjendte Fejlen[1]. Ved ubeseet Kjøb varede heller ikke Sælgerens Ansvar længere, end til Kjøberen eller hans Fuldmægtig hevde modtaget Tingen, og heraf kan vistnok sluttes, at Sælgerens Ansvar ved dødt Gods overhovedet altid ophørte ved Tingens Overleverelse, uden at det kom i Betragtning, om Fejlen var lønlig, naar kun ikke sælgeren havde gjort sig skyldig i Svig, eller Tingen var forfalsket (fox, flærð, fár, fals). Efter Frostatingsloven stod derimod ved Salg af Trælle Sælgeren inde for lønlige Fejl i hele 9 Aar, men ved Hestehandler kun i 5 Dage[2]. Den nyere Landslov og Bylov har i det Hele gjentaget Gulatingslovens Bestemmelser. – Havde en enkelt Medejer uden de øvriges Minde solgt den fælles Ting, gjaldt ifølge G. L. 48 jfr. M. L. VIII. 18 samme Regel om Vanhjemmels-Ansvaret; dog skulde det først, overensstemmende med den almindelige Regel i Samejeforhold, ved Lodtrækning afgjøres, hvem af Samejerne skulde raade; ti hvis da Loddet træffer Sælgeren selv, bliver Handelen gyldig, men træffer det nogen af Medejerne, kan disse omstøde Salget.

  1. G. L. 57: Ef maðr kaupir mansmann at øðrum manni, sá skal halda ábýrgð á, er seldi, um ný hitt næsta ok niðar, at hann drekki eigi kýr, ok við stjarfa ok við stinga ok við fársóttum øllum, ok við því, at hann beri sjálfr hland sitt ok skít af klæðum, ok ábyrgjast við leynanda løstum øllum mánad hinn fyrsta. Nú ef sá løstr er einhverr á, þá skal þat kaup á fyrsta mánaði aptr fœra með váttum. Jfr. 44: þat er leynanda løstr á kvikfé, ef þat drekkr sik sjálft; sá skal sverja er seldi, eða sjálfr hafa, at hann vissi eigi leynanda løst, ef hinn finnr á fyrsta mánaði.
  2. Ef menn kaupast hrossum við, laga kaupi réttu, þá skal þat halda; en aptr má fœra innan fimtar, ef leynandi lestir finnast á. En þessir eru leynandi lestir: deyfð ok blindi, kviðdrag ok vammhelti, stjarft eða statt. En þetta kaup má eigi slítast, nema innan fimtar sé aptr fœrt.