Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/204

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


saa det kan være Alle og Enhver vitterligt og aabenbart; og ved Fr. for Bergen af 29 Juli 1646 blev det befalet, at ingen Kjøbe-, Pante- eller Forsikringsbreve skal herefter for fulde og nøjagtige holdes, med mindre de paa Lagtinget og for Borgermester og Raad er notificerede og til Bog førte, at Enhver der erfare kan, om det, som pantsættes, til Andre tilforn er udsat eller ej.

Af alle disse Bestemmelser sees imidlertid, at Hensigten alene var at betrygge Tredjemand mod svigagtige Forføjninger; hvorimod det upaatvivlelig var Meningen saavel i disse Bestemmelser som endnu i Chr. V. L. 5–3–39 og 40 jfr. 43, at Overdragelsen var fuldkommen tilstrækkelig til at stifte Ejendomsret mellem Parterne selv. At Lovbogen dog først anser Ejendomsretten overført ved Skjødet, og at den foregaaende Kjøbekontrakt alene stiftede personlig Ret, er klart af 5–3–44, der ganske stemmer med de ældre danske Love (Kilde Er. Sj. L. I. 29).

I B. R. 109, 110, 167, 169 omtales Penge paa Haanden (arrha – festarpeningr) som en ved Retshandlers Afslutning brugelig Form (jfr. Hauks þáttr Hábrokar, Flatöb. I. S. 577); men i den nyere Lovgivning er dette bortfaldt, jfr. B. L. VII. 9 og IX. 1, hvor Haandsal er sat istedet.

I mange Tilfælde foreskriver de ældre Love, at Retshandler offentlig skal forkyndes[1]. I flere Tilfælde er saadan Lysning foreskreven som en Reservation om, at man har en Ret, som man i sin Tid agter at gjøre gjældende, og forsaavidt vedkommer den os ikke her, se saaledes: G. L. 75 (af bundne Høge i Redet), 94 (af indringet Bjørn i Hide), 122 (af Umyndiges Arveret), 272 og 276 (af Løsningsret til Jord), 290, 291 (af Enkes eller Moes Odelsret), F. L. IX. 5 (af Arveret efter en gestfeðri) o. fl. – Heller ikke hører hid Lysning af Fredløshed efter F. L. IV. 41 (jfr. G. L. 202), eller den offentlige Vedkjendelse af tybaaret Barn, hvis Fader man først havde fragaaet at være (G. L. 57), eller af Konkubinatsforhold (G. L.125), eller af sin Udtrædelse af Umyndighedsstand (G. L. 130), hvilke ogsaa alene har Karakteren

  1. Jfr. Aschehoug i Norsk Tidsskrift f. Vid. og Lit. 1854 S. 233 fgg.